Fredag tog Christoffer og Viggo tjansen med at lave aftensmad, mens vi andre var ude og spole benene, teste dæktryk og måske også lidt hinanden inden lørdagens etape på 125 km. Dagens største overraskelse kom for Troels, der fandt ud af, at dæktryk ikke er så vigtigt, hvis dækket fra start er det forkerte. Dagens barmhjertige samaritan var Morten L., som pressede en let modvillig Troels til at prøve et sæt Schwalbe Pro One RX 50 mm. Allerede fredag aften tikkede der en ordre ind fra Troels hos Cykelpartner – 2 styk Pro One RX.

Det kræver sin mand at kaste sig ud i 250 km gravel i Sverige. Både krop og sind skal være tiptop. En nyindkøbt pizzaovn og et inderligt ønske om at kaste sig ud som pizzaiolo havde dog givet Viggo – for mange nok mere berygtet som Fjeren fra Farum – en låst lænd. Der var gode råd hele vejen rundt, og der blev støttet flot op, når Viggo gik i gang med diverse gulvøvelser.

Viggo nåede heldigvis at blive klar til lørdagens cykeltur. Han lagde aggressivt ud og overraskede hele feltet. Hele vejbanen blev brugt for at tage svingene bedst muligt – selv grøften blev taget i brug. Viggo var rutechef og havde gjort en fantastisk stykke planlægningsarbejde med lørdagens rute.

Søndagens rute var ikke alle steder “gravel first”, som stort set hele lørdagens rute havde været. Der var asfaltstykker, hvor en landevejsracer havde været god. Andre stykker egnede sig mere til mountainbiken end gravelcyklen. Og så var der stykker, der mest af alt egnede sig til vandrestøvler. Alle mand kom dog sikkert igennem – det er en del af eventyret i et ukendt landskab.

For det utrænede øje ser det ikke ud til, at der er en rute at cykle på – og jeg var da også selv i tvivl flere gange. Må også indrømme, at jeg ikke altid helt kunne holde fast i det positive livssyn, når vi pløjede gennem diverse buske på meget bumpet underlag. Her skal der lyde en stor tak til de andre, mere hårdføre positivister i gruppen, der kunne holde humøret oppe og huske at sende en lille stikpille til os – måske mest af alt mig – der surmulede lidt.

Samarbejdet var ikke kun i top ude på cyklen – det fortsatte inde i køkkenet. Her var det især Christoffer og Kristian, som tog det store træk i front. Hjemmefra havde de forberedt to skønne tre-retters menuer med tilhørende vin. De to kaptajner brugte deres løjtnanter på bedste vis, og samlet set var der et godt samarbejde i køkkenet.

I køkkenet var der to kaptajner. På cyklen var der én. Lørdagens tur var tæt på 125 km grus med motorpace fra Morten L. Det var sgu stærkt arbejde! Overraskende fedt at blive trukket rundt i manegen på den måde. Længe siden jeg har været så smadret efter en cykeltur – tak for det.
På bagkant kan det selvfølgelig virke lidt fjollet at køre hele vejen til Småland for at sidde på hjul, sætte liv og lemmer på spil for at følge med i svingene og egentlig bare at glo Morten L. ind i røven fremfor at nyde den skønne natur.

Airbnb-værterne havde anbefalet et pizzastop på lørdagens rute. Vores planlagte rute gik forbi Smålands bedste surdejspizzabager – det skulle selvfølgelig udnyttes, og det klassiske bagerstop skulle opgraderes til et pizzastop. Når hjelmen er spændt og det vigtigste i livet er ikke at tabe hjul på rytteren foran, sanser man ikke altid omgivelserne eller er synderlig rationel. Med en kombination af de to ting, formåede vi at drøne lige forbi vores planlagte pizzastop – på trods af at vi nåede at stoppe sådan lidt halvt op, da vi blev lidt forbavset over at se mange biler samlet et sted midt ude i ingenting. Det var så præcis det sted i ingenting, hvor pizzastedet lå. Vi fandt heldigvis et andet pizzeria, som agerede stand-in. Og det var faktisk helt okay – selskabet var nemlig i top!

Heldigvis var der ind i mellem også tid til at nyde det gode vejr og smukke natur i Småland. Her et af de sidste stykke før vi kom hjem til vores hytte.

Der blev også tid til en tur i den store pool overfor hytten. Ikke den mest badevenlige sø i Småland – lavvandet, mudret, koldt og med alverdens undskyldninger i vejen for en tur under vandet. Lidt som turen gennem de ufremkommelige buske på cyklen var badeturen også det hele værd.

Billeder og video viser kun en lille del af turen. Der sker så meget, som ikke kan fanges – men som skal opleves. Turene, maden, samtalerne og fællesskabet. Det var ganske enkelt en fornøjelse at være på tur og skabe nye minder.

Tak for turen til Viggo, Christoffer, 2 x Morten, Kristian, Jesper, Jens og Troels.

PS. Historien om grævlingen kan du få, hvis du en dag møder mig – eller en af de andre – ude på sporet.

Onsdag til mandag – en forlænget weekend og lidt til. Once in a life oplevelse…! Mine homies (chief executive gripsters) fra Gripgrab havde booket huset lige uden for Girona og nu var tiden kommet.

Vi mødtes i gaten i CPH Airport og jeg var i god tid – som jeg jo godt kan lide. Det var noget tid siden vi sidst havde mødtes, hvorfor det var dejligt at se de andre gripsters igen. Nogle bekendte, andre allerede venner. Cyklerne er det der samler os, vores fælles passion. Den passion som er så vanskelig at sætte på formel og som vi nu skulle ned og dele med flere tusinde andre gravel-entusiaster i Girona. Netop den samlende faktor som vi deler på trods af forskellige niveauer og ambitioner.

Humoristen og pessimisten

Jeg havde taget en god bog med til flyveren og til de stille stunder. Ja, det var en god bog, for den var nemlig blevet kåret til alle tiders bedste friluftsbog i Norge. Barske Glæder. Bogen var skrevet af ingen ringere end pessimisten, humoristen, fjeldklatreren, fotografen, filosofen Peter Wessel Zapffe. Peter var en alsidig fyr med et sort syn på det moderne samfund og havde i 1941 lavet doktorafhandlingen ”Om det tragiske”. Ikke desto mindre har han i bogen Barske Glæder artikuleret nogle underfundigheder om mødet med fjeld, natur, om at tage stilling og om at sige farvel – til Gaustafjell for eksempel.

I flyveren sad jeg ved siden af chief executive development gripster Kristian. Kristian har været en god ven  siden… ja, sikkert siden vi træf hinanden til et gravel-event i Vänernborgs. Kristian spurgte nysgerrigt til min norske bog og jeg fortalte ivrigt om Peter og om bogen og om de barske glæder.  Det kan jo være situationer som mange cykelryttere også kender til. At fryse, at være kold, at miste modet, eksplodere, ensomheden på landevejen, lidelsen på bjerget etc. Bogen beskriver en situation hvor tre aldrene venner og fjeldklatrere vil bestige et fjeld i Norge. De klatrer over evne og må overnatte på en fjeldtop, frysende uden soveposer trykker de sig ind til hinanden. De venter en evighed på at solen stiger op og da den endeligt gør, oplever de en rød kugle vokse i horisonten og lyset først kom med en vis forsinkelse. Oplevelsen beskrives som en barsk glæde, et øjeblik i et liv som opleves særligt intenst og som noget der brænder sig fast i sjælen.

Lost i Pyrenæerne

Vi havde nu været af sted et par dage og fem af os fandt det nærliggende at besøge Frankrig på den anden side af Pyrenæerne. Eller i hvert fald forsøge at besøge. En smuttur på mixed surface på et par hundrede kilometer. Jeg solgte ideen ind efter aftensmaden fredag aften. Her præsenterede jeg forslaget som en episk tur med gode venner og eventyr. Sagen var jo den, at vi skulle køre Traka 100k om søndagen. Måske ikke den bedste race-prep. Jeg argumenterede for at ingen af os ville alligevel kunne huske om vi blev nummer 5, 15, eller 155 til Traka, men vi ville kunne huske denne tur i mange år.

Vi lavede en rute på Komoot om aftenen og stod tidligt op lørdag morgen og drog afsted. Spændte, for vi vidste at turen var en af de lange, 200 km med små 3000hm og grus! Til at begynde med var tempoet jævnt og vi kørte stille og roligt højdemeter i stængerne. I lang tid kørte vi på en nedlagt jernbane med 3-4% stigning, før vi kom ud på lidt landevej, og drejede til venstre. Helt klassisk drejede vi ind på en længere stigning. Dagens første ”rigtige” stigning. Den blev hurtigt ret stejl og asfalten blev til betonplader. Betonpladerne blev til grusvej. Grusvejen blev til en grussti og stien blev til en gedesti (?). Her kom dagens første uventede overraskelse, nemlig 2 km hike-a-bike. Her er det bare med at holde hovedet koldt og bevare den gode energi. Vi blev sat på prøve da vi efterfølgende simpelthen for vild oppe i bjergene. Vores GPS-track passede nemlig ikke med gedestiens uransagelige vej. Så er det jo at gruppedynamikken blev sat på prøve. Ingen af os havde nogensinde før været i nærheden af…? Ja, vi vidste jo faktisk ikke hvad vi var i nærheden af, men vi var et sted i Pyrenæerne.

Joost og Kristian er begge ret detaljeorienterede og havde heldigvis ret godt styr på deres Garmin-devices. De lavede en alternativ rute på ukendte og meget sjældent besøgte grusveje oppe i bjergene. Personligt nød jeg situationen, usikkerheden var dragende og jeg sendte en tanke til Peter Wessel Zapffe – det her var for mig et øjeblik hvor livet føltes intenst. De fem på flugt i Pyrenæerne. Ja, sådan havde jeg det lidt, for der var tydelige spor efter vildsvin hvor vi kørte og nogle af sporerne så ret friske ud. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til en ”one on one” med et eller flere vildsvin.

Vi nærmest fløj ned af de lange og ret tekniske nedkørsler med store løse sten og hårnålesving. Stenene fløj om ørerne på os og alle vores MTB-skills kom i spil. Her var særligt Kristian og Morten gode, for de er stadig ret skarpe på de der skills med sving i fart, vælge de gode linjer når det går stærkt etc.

Inden længe stod vi midt i en ældgammel (?) landsby, hvor alle husene var bygget op af sten omkring en dyb slugt med floden nede i bunden. Der stod vi midt på en superflot stenbrokonstruktion med den rivende flod langt under os. Det var her vi blev fristet til et kaffestop. Det havde været på sin plads. Vi vurderede dog at vi ikke havde tid, fordi indskrivningen til Traka, dagen efter, lukkede allerede klokken 20. Dagen var fremskreden og vi var kun halvvejs på turen.

Efter mange timer i bjergene nærmede vi os igen Girona. Vi havde lidt travlt med den der bagkant, hvorfor vi igen forsøgte os med en alternativ og ”hurtigere” rute. Den nye rute ledte os ud på en slags ”mini-motorvej”. I Spanien må man åbenbart godt cykle der. Vi så i hvert fald ingen tegn på andet. Så stor klinge og fuld fart frem.
Vi nåede målområdet, altså der hvor vi skulle skrive os ind, inden klokken 20. Der blev vi mødt af ingen ringere end Taylor Phinney der stod og DJ’ede midt på græsset. Taylor er en tidligere prominent prof der vist brækkede benet og fik øjnene op for et andet liv end livet på et world tour hold. Han ernærer sig vist som kunstner, DJ, alternativ gravel-rytter og sikkert en masse andet. Ret Artsy type, som jeg synes er opsigtsvækkende. Jeg synes i udgangspunktet det er fascinerende, når mennesker tør at gøre noget anderledes og vælge at gå ned af den smalle sti i stdet for mainstream. Vælge eventyret, intensiteten, livet. ”Choose life… ”.

Før jeg nåede Mas Artigas rundede jeg dagen af med en kongekrone på Mas Artigas Climb. Et fint lille souvignir at tage med hjem.
På den anden side af porten ventede vores venner i Mas Artigas med aftensmad og alkoholfri øl. Men også øl con gas. Sådan som en rigtig øl bør være.
Gripsterne Jesper og Malene havde begge kørt The Traka 200 samme dag og det var vist gået ret godt for begges vedkommende. Malene var mest vandt til at køre MTB world cups og havde aldrig før kørt 200 km i et stræk og kom vist i top 15. Jesper havde stillet op i prof-rækken og fulgtes med flere af de store prof-navne. Alting ordner sig. Ja, det plejer det jo. Det kan måske lyde lidt som en floskel, men det var faktisk en lille husker som Jesper og jeg ved flere lejligheder vendte tilbage til og noget som bidrog til at jeg kom igennem racet den næste dag.

Traka 100 km

Klokken 08.15 søndag gik starten. Lige omkring 1000 ryttere, altså totalt kaos, drønede afsted. Klokken 08.15.15, altså ca. 15 sekunder efter start, begyndte det at tordenregne og sådan fortsatte det de næste 4 timer. Fuck mand, den masterstart var så kaotisk og folk væltede rundt oven i hinanden og styrtede. Jeg var træt på forhånd og kunne ærlig talt ikke lige overskue at race 100 km lige på det tidspunkt. Efter 5 km blev starten givet fri lige hvor den første climb startede. Vi havde kørt recon et par dage forinden hvor jeg havde fløjet op ad den. Sådan var det ikke på raceday. Jeg led! Livet varlidt for über intenst lige der, men det skulle jo nok ordne sig…, ik?

Jeg stopper, bailer ud, jeg gider ikke. Dagen forinden var episk, det var denne dag så langt fra. Sådan havde jeg det. Men det regnede tungt og der var så mange ryttere at jeg simpelthen ikke kunne overskue at stoppe og vende om. Så jeg fortsatte. Overhalede en hel del ryttere op af bjerget. Jeg kørte forbi Kristian og gearede lidt ned. Måske fordi jeg ikke kunne så meget andet, og måske fordi jeg oplevede en vis energi i at følges med Kristian, som også havde været med i Pyrenæerne dagen før. En lidelsesfælde. Vi fulgtes igennem regnen, igennem bjergene og især nedkørslerne var meget fedtede og tricky i det ekstreme regnvejr. Jeg var træt og kunne kun med nød og næppe sprøjte gel i hovedet på mig selv i håbet om at bevare et minimum af energi i kroppen. Kristian derimod virkede som om han blev bedre og bedre igennem løbet. Men han tog mig med på smækken og sørgede hele tiden for at jeg var med. Det var intenst at køre på limit hele tiden. Gennemblødt havde jeg svært ved at holde varmen. Træt. Kristian sagde ligeud til mig at han hellere ville følges med mig, end at køre alene. Det vækkede faktisk en energi i mig. Det var motiverende for mig at følges med min ven.  Han tog 9/10 føringer og først da vi var begyndt at indhente og sætte nogle af de andre ryttere kørte han solo med kun 13 km igen. Jeg havde fået energien til at træde tilbage, men var stadig træt og kold. Sjov følelse. Jeg sad i en gruppe med et par andre ryttere, da vi skulle krydse floden (!) før vi kom ind til Girona. De andre stod af og trak cyklerne igennem floden. Det gjorde jeg ikke. Jeg kørte på cyklen igennem den og vandt nogle meter, som hurtigt blev til flere. Det gik ok nu og lige deroppe kunne jeg se Mads, en af gripsterne fra Mas Artigas. Fart på, godt tråd, overhale en mere, to mere. Jeg havde så våde og kolde fingre at jeg ikke rigtigt kunne styre eller bremse. Men nu skulle jeg bare hjem. Igennem det sidste sving og så smask!! Der styrtede jeg i mudderet i det allersidste sving før målområdet. Jeg nåede lige at tænke at den skulle glides af i mudderet og det virkede. Jeg redede mig selv for alvorlige skrammer. Endnu en rytter røg ned i svindet og en mere. Styret på min cykel sad på en sjov måde. Det fik jeg mulled på plads. Jeg prøvede forgæves at accelerere op i fart igen, men gear-droppet var også knækket. Men alting ordner sig. Kristian stod på målstregen og heppede på mig og det fik smilet frem igen. Jesper havde jo ikke kørt, da han kørte dagen forinden, så han ventede i målområdet med tørt tøj, smil og øl con gas. Som øl bør være. Alting ordner sig.
Gripster Morten Lagkagesen gjorde os alle stolte med en flot placering i den høje ende af feltet og sluttede omkring 20 overall og som 4 i hans agegroup, H40. Klart vores stærkeste mand på dagen, på trods af at han også var med på turen i Pyrenæerne en foregående dag.

La vida Mas Artigas

Livet på Mas Artigas var kendetegnet ved fællesskab, passion for cykling og alt det vi gjorde for hinanden. Nogle stod tidligt op og bagte brød, nogle lavede aftensmad, nogle var hele tiden på forkant med planerne, nogle hjalp med at tune cykler, nogle hjalp når man var nødlidende og nogle snakkede fordi de havde noget på hjertet. Det er tydeligt for mig, at det var alt det vi gav hinanden som, gjorde Gripgrab gravel-camp 2025 til et intenst øjeblik, som jeg vil huske tilbage på med stor glæde.

”Du ligner en Jon…” – Jeg husker det ikke særligt godt, men sådan kunne jeg have sagt, da jeg fik øje på en scruffy fyr i en slags cykeltøj og på en ældre sag af en racercykel. Det var Jon, og jeg kendte ham ikke på daværende tidspunkt, men han skulle vise sig at være en helt igennem god fyr og igennem de følgende 11 år, er han blevet en god ven.

Vi bliver lige 10 minutter forsinket, sms’er Jon da Johan og jeg i min fornuftigt pakkede stationcar triller ind på færgelejet i Helsingør i 2024. Jon skulle lige samle sin svoger Christopher op. Chris var ny mand i Grupettoen. Vi havde ikke været afsted til Gausta siden 2019, grundet forskellige forhold som corona, sygdom og andre livsting, som rammer når man midt i 40’erne opdager, at man alligevel ikke er først i 30’erne længere. Ny mand med og så afsted.
De foregående år har vi kørt de to samme ruter, men her i 2024 havde vores nordmand, Jon, noget nyt i ærmet. I år skulle vi nemlig køre på grus henover Hardangervidda, som søndagens alternative ruteindslag.

Vi ankom på hytta tidligt fredag aften og åbnede aftenen op med en 40 km triller med 900 hm. Jo, der er lidt mere bakket deroppe i Telemarken, end vi er vant til herhjemme.

Lørdag havde vi planlagt at køre rundt om Tinnsjøen. Søen som tyskerne under anden verdenskrig ville bruge til at transportere tungt vand fra kraftværket i Rjukan til Tyskland. Heldigvis saboterede Telemarkens helte både kraftværket og senere bådtransporten.

Turen rundt om Tinnsjøen er rigtig fin, og idet det er en tur rundt om en stor sø, så er det naturligvis vanskeligt gøre ruten kortere, hvis vi skulle blive trætte, få defekt eller lignende. Til gengæld findes der efter 70 km en lille samling huse som bliver kaldt for Hovin og her er der en meget autentisk og hyggelig norsk købmandsbutik, hvor vi kunne proviantere og drikke varm kaffe. Det er nemlig sådan, at rigtig mange norske fødevarebutikker har et kaffehjørne, hvor man kan sidde og sludre med venner og bekendte og over en kop kaffe. Det har jeg ofte prøvet.

Vi opdagede ret hurtigt at det regnede temmelig meget den lørdag, så vi måtte træde godt til i pedalerne for at holde varmen. Efter kaffestop i Hovin havde jeg helt klart fået kulden, men nu gik det heldigvis op ad et par kilometer. En god måde at få varmen, før vi igen trillede nedover tilbage til Tinnsjøen og ind i dalen mod Rjukan og videre op over det store Gaustafjeld.

Selve Gaustastigningen fra dalbunden i Rjukan og op til passet ved Flistjørnskaret stiger ca. 970 hm fordelt på 13 km, hvorfor stigningen på Strava er kategoriseret med den eksotiske ”hc”-betegnelse. Den har alle årerne været en af hovedattraktionerne for os. Jeg har mange gange forsøgt at angribe stigningen med forskellige taktikker. Hver gang knækker jeg et eller andet sted i de ujævnt fordelte hårnålesving og må grave mig op af dybet når jeg smertefuldt træder mig op over kanten i et Mordor-lignende landskab og konstaterer at toppen af passet, Flistjørnskaret, stadig ligger langt, langt oppe. Stigningen ændrer nemlig karakter cirka halvvejs oppe, hvor landskabet åbner sig op. Enten en åben invitation, eller måske straffer den dig endnu hårdere for dine for høje ambitioner tidligere stigningen. Den fortsætter ujævnt stigende i trapper med stor vindeksponering.

Da vi ramte Gaustastigningen i år, havde vi været gennemblødte i over fire timer og tilbagelagt 125 km og 1400 hm. Jo, vi var slidte og rystede på skift af kulde. Selv forsøgte jeg at spise så meget jeg kunne, for jeg ved af bitter erfaring, at jeg virkeligt bliver presset når jeg bliver kold. Jeg bruger simpelthen så meget krudt på bare at forsøge at holde varmen, så jeg har brug for maximalt energiindtag.

Jeg rullede i nogenlunde sikker stil op til den lille sten som markerer Flistjørnskaret, hvor jeg oplevede det som en stor belønning at nå toppen. Jeg havde fået varmen efter 58 minutters indre rejse igennem tankestrømme, følelser, smerte og syrerfyldte ben, op over Gausta – igen. Det var en hård nyser, som alle tidligere gange jeg havde kørt stigningen. Dog syntes jeg, at en mere moden og reflekteret version af mig selv formåede at lytte til pulsen fra Gausta, cykle op på fjeldet og opleve at jeg endnu en gang fik lov at cykle til toppen – i Gaustas domæne. Mere sammen med end mod toppen.
Efter et par minutter ved fjeldpasset kom Johan kørerne. Han så lige så forkommen ud, som jeg følte mig. Vi smilte til hinanden, for dette år havde været lidt ud over det sædvanlige. Totalt vådt og hårdt. Ny skulle vi trille de sidste 7-10 km ned til hytta på sydsiden af fjeldet.

Turen til Tuddal i Telemark er smedet under cyklernes stjernetegn. Vi rejser nordpå for at opleve cyklerne mediere terræn og fjeld, som vi ikke har under mere hjemlige himmelstrøg. Vejret er ikke altid på vores side. Men sådan er det bare. Og det er hårdt at overbevise sig selv om at det er fint nok med heldagsregn og 10 graders varme, eller kulde (?!). Men når vi alligevel gør det, så danner det rammerne om en særlig intens oplevelse af sammenhold og at overskride nogle grænser og overkomme hårde strabadser sammen. Således bliver vores sammenhold og vedholdenhed mere og mere fasttømret.

Søndag – hvad kunne vi ventes os? Høj sol og smukke udsigter – jo tak. I dag skulle min gravelcykel komme til sin ret. En smule mærket af lørdagens overtræk på energikontoen, fløj vi alligevel hen over fjeldet og ned til Krossobanen i Rjukan. Krossobanen er anlagt i 1928 og den ældste kabelbane i Nordeuropa. Den transporterer folk nede fra Rjukan op på Hardangervidda på nordsiden af dalen. Men den skulle vi ikke med. Vi skulle nemlig cykle op på Vidda på den sti der er anlagt under banen, for at kunne servicere banen og transportere udstyr op, i tilfælde af at banen skulle få defekt.
Som jeg flere gange har skrevet, så regnede det jo temligt meget den foregående dag, hvorfor den lille grussti under Krosso var meget løs i overfladen. Det gjorde det ikke nemmere at forcere de 19 hårnålesving med stigningsprocenter op til 20%. Heldigvis kun 4-5 km.

Vi kom til tops lidt forskudt og da jeg kom op som den første, faldt jeg i snak med et par yngre turister fra Belgien, som var på vandretur. Jeg blev lidt revet med af stemningen og følte mig ligesom lidt yngre, lidt på deres alder omkring de 30. Da jeg stod der og sludrede, gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg var i gang med at fortælle anekdoter om telemarkens helte, altså sabotørerne fra 2. verdenskrig, sabotørruten og deres flugt efter missionen. Så var det at jeg pludseligt så mig selv ude fra og kunne godt fornemme på deres lidt overbærende og flakkende blikke, at jeg nu engang bare er en mand midt i 40’erne med tattos, overskæg og iført påfaldende stramt aero-lycra… Pirate looks at 50!
Heldigvis kom mine jævnaldrende cykel-homies og reddede mit selvværd. Stiens stejle og løse underlag blev afløst af de lækreste grusveje, som blev ved med at give, som man vist siger. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Humøret var højt, vi sludrede om stort og småt – grus. Og så handlede snakken også en hel del om vin, for sådan snakker vi åbenbart her i 40’erne. Måske også ansporet af at Christopher har viet sit professionelle virke til vinimport og vinsalg med særligt fokus på naturlige vine med lav intervention og selv har jeg kastet mig ud i at anlægge en lille vinmark på Nordsjælland. Det går jo meget godt i spænd med grus, sammenhold, frihed og autencitet. Nøglebegreber her i vores tidsalder.

Tilbage til virkeligheden. Gruset sprøjtede fra hjulene og vi hamrede kilometer i stængerne, ned over lange fjeldsider, hen over floder og dæmninger, op igen og nød fantastiske udsigter ud over endeløse Hardangervidda. Vi fortsatte op til Kalhovd, en lille samling hytter, hvor vi skulle finde en dal, hvor vi kunne køre ned fra fjeldet igen. Vi blev overhalet af en fin norsk Range Rover, da vi i et passioneret øjeblik lod os forføre af det inviterende landskab og kørte laaangsomt. Roveren fik lige nogle sekunder, før jeg blev ramt af ungdommelig kådhed og ville spole den ind igen. Jeg syntes jeg havde en fordel, fordi jeg var på gravel-cykel i cyklens og mit naturlige habitat. Jeg åbnede op, trådte mange watt, høj kadence og nød godt af min 44-10 gearing. Jeg var sq ved at lukke hullet da bilen bremsede op og svingede skarpt ned over en bro over en flod, før det gik op over igen. Med sved på panden og en slags sejrsfølelse i kroppen ventede jeg på gutterne.
Vi stoppede og fyldte drikkedunkene med frisk fjeldvand fra et vandløb, før vi fik de næste 33 kilometer foræret på nedkørslen ned gennem dalen.

Dagen havde budt på små 140 km og godt 3100 hm, før vi hoppede i søen ved hytta og drak en dåseøl på klippen, mens vi kiggede op på Gausta.

Turen til Gausta havde været kontrastfuld, intens og en stor oplevelse – på tre cykjeldage. Chris passede godt ind i flokken og vi havde endnu en gang formået at skabe en meningsfuld sprække i hverdagen – ”there’s a crack in everything, that’s how the light get’s in…” (vist nok Leonard Cohen).

Første gang jeg kom til Mayrhofen i Østrig, var med min kollega fra de grønne cykelbude i midten af 0’erne. Han skulle køre det legendariske cykelløb Trans Alp MTB og jeg var med som soigneur og førstechauffør i autocamperen. Dengang blev jeg overvældet af bjergenes storhed, autentisitet, muligheder og udfordringer.

Da jeg mange år senere skulle planlægge sommerferie med min familie, blev et af vores nedslag netop Nordtyrol, inspireret af turen med min kollega for år tilbage. Vi pakkede vores forstads-cruiser, en stationcar med plads til en hel del – og min gravel-ged kunne, let adskilt, også komme med i bagagerummet. Efter et par dages motervejsdrøneri, landede vi på lokationen, en AirBnB’et lejlighed lige uden for Mayrhofen. Vores vært var en ældre dame, som kom med ispinde til vores to døtre, solen skinnede, schnitzlerne ventede og det hele skulle fejres med en skøn kold tyroler-bier.

Ikke umenneskeligt tidligt om morgenen kastede jeg en fornuftig stor portion havregryn med frugt i hovedet, snørede cykelskoene og smurte kæden. Jeg havde på Google-maps og Strava nærstuderet ruten. Målet var at cykle til Italien – på grus. Jeg ville drikke kaffe i Italien på Rifugio Passo di Vizze. Anmarchen, altså den asfalterede del, fra lejligheden var lidt lang, men temmelig smuk op langs Zemmbach – floden der strømmer fra den opdæmmede sø, Schlegeis Stausee, som var mit første delmål.

Eventyret startede allerede et godt stykke før søen, for på den asfalterede vej mødte jeg et skilt som tydeligt fortalte, at den næste tunnel ikke var for cyklister, men også at der var en alternativ mtb-rute op over bjerget. Mtb i alperne på en gravel? Ja, hvorfor ikke? Jeg svingede nysgerrigt til højre og så begyndte det at gå opad, med de skønneste grusvejs-hårnålesving – og de kom som perler på en snor. Det her er mega fedt, det er sq da det her gravel går ud på, tænkte jeg. Jeg var i gang, sanserne var skærpet, pulsen var nogenlunde stabil, men i den høje ende, og min planlagte rute var parkeret på asfaltvejen, som jeg forlod.

Men hvor ender denne her ”mtb-rute” egentligt? Og kan jeg finde tilbage igen? Tankerne og usikkerheden ved at køre op i terra incognita meldte sig. Hvad nu hvis jeg for vild, styrtede, eller hvis vejret slog om og det blev uvejr? Jeg ved af erfaring, at vejret kan skifte hurtigt i bjergene og at det kan blive en rigtig våd og kold omgang. Jeg måtte fokusere, tænke positivt, fornemme bjerget, bruge min stedsans og køre med og ikke mod naturen. Der var jo nok en grund til at grusvejen, som godt nok var blevet til en mindre sti, med stejl afgrund til den ene side, var markeret som mtb-rute, og jeg var helt sikkert ikke den første der kørte her. Og tænk en gang hvis der nu var et Strava-segment, med en pokal inden for rækkevidde? Motivationen var tilbage og jeg holdte trådet og nåede mit delmål, Schlegeis Stausee, inden klokken var 10.

Oppe ved søen blev jeg ramt, hårdt, af overvældende mange turister i biler! Det slog på en måde hårdere end usikkerheden på den der mtb-rute. Men i Tyrol er bjergene gjort tilgængelige for folk i biler. Det gør det jo muligt for rigtig mange mennesker at komme ud og opleve en snert af natur, som er få af os forundt i hverdagen. Jeg synes dog at jeg havde fortjent det lidt mere, end dem i biler. Bilerne kunne heldigvis ikke komme længere end til parkeringspladsen, hvorfra de sidste 6 km op over bjergpasset til Italien skulle klares på cykel eller til fods på en mindre og gradvis mere og mere teknisk sti.

Jeg overhalede et par fyre på mtb’s, som forsøgte at side på smækken. Vi sludrede kort på et hybridsprog, mellem tysk og engelsk. Jeg synes denne slags touch points er ret fantastiske. Kort uforpligtende snak, fordi vi er fælles om vores passion og fælles om at være på vej mod dagens større eller mindre cykelmål.

Nå, men stien videre var en af den slags stier, som måler omkring de 6 km, selvom jeg oplevede den som en evighed. Først holdte jeg et godt tempo, efter forholdene, og hilste pænt på folk der var på vandretur – ”Servus!” Jo, længere jeg nåede op i dalen, op mod passet jo, mere råt blev landskabet og jo færre folk mødte jeg. Råt morænelandskab, goldt med store sten og smeltevand fra gletsjeren på toppen.

Jeg kørte over små bi-floder der strømmede ned af fjeldsiderne og tænkte på hvornår denne sti mon var blevet anlagt og hvorfor? Nede på parkeringspladsen ved søen, havde jeg oplevet det som et turist-mekka. Nu var her råt og øde, og mine tanker susede afsted med forestillinger om historiske begivenheder, gamle smuglere, hyrder, bjergbestigere med flere.

Av, av av! Nu begynder det at nive! Stien svingede op i himlen og jeg var løbet tør for gear. Hjemmefra havde jeg monteret en kassette, som passer til forholdene på Nordsjælland – 10-36. Men nu ønskede jeg inderligt, at jeg havde været lidt mere realistisk omkring watt-output fra mine relativt tynde ben. Havde jeg dog bare beholdt den gamle xplr-kassette 10-44!! Bare lige lidt længere, bare 20 meter mere, hoppe forhjulet over regnvandsrevnen og så er der fast underlag på stien igen… 15%…, 16%…, 18%…, 19%…! F**K mand!

Jeg kiggede mig bagud og der var kun den smukkeste udsigt og ingen mennesker. Ingen kunne se mig stige af cyklen, stå et øjeblik og trække vejret og mærke det hele strømme ind i kroppen, mens jeg stille stod der og var ”eksploderet”. Det øjeblik, som de fleste cykelryttere kender, som et smertefuldt øjeblik, hvor ambition møder realitet og benene, hovedet, psyken, kroppen har ydet over evne i lidt for lang tid og hvor plan b skal iværksættes.

Jeg trak cyklen og mig selv 30 meter længere op, hvor stigningen kom ned på 14% igen. Videre i første gear, nej sq – andet gear og tredje gear. Nu kørte det igen. Følelserne sad uden på tøjet og så fik jeg øje på en gammel hytte og en sten hvor ”Österreich” var indgraveret på den ene side og  ”Italia” på den anden. Jeg havde nået grænsen!

Refugio Passo de Vizze var inden for rækkevidde, bare lige en sidste lille kicker. På toppen steg jeg af cyklen og hilste på et par italienere, der nikkede anerkendende mod min gravel-ged. Benene var tunge og jeg var let til mode. Stiv i stængerne og i lænden stavrede jeg ind og bestilte kaffe og cola. På en almindelig bænk, med en ualmindelig udsigt satte jeg mig og reflekterede lidt over de sager man reflekterer over den slags steder. Jeg nød jeg udsigten over Sydtyrol og Italien. Ikke mindst kaffen… – det var den bedste kop kaffe på ferien.

Snart vendte jeg snuden og cyklen nordpå tilbage til Østrig og Mayrhofen, hvor resten af dagen stod på familieferie, schnitzler og is.