Den gamle konge er glemt, og en ny hersker har indtaget tronen og kan kalde sig Kongen af Amager – Till Lehmann. Hurra… Hurra… Hurraaaa!

Den gamle hersker forlader selvfølgelig ikke tronen uden at komme med en dårlig undskyldning.

Siden 2023 er det desværre kun gået én vej med den globale opvarmning. Det er ikke blot dårligt for vores klode – men også for bevarelsen af kongekroner på Strava. Med global opvarmning får vi stærkere og stærkere sommerstorme, som giver fuldstændig unikke forhold for at nappe en kongekrone. Forhold som var utænkelige, da jeg boede i byen. Det er åbenbart ikke kun udstyret, der bliver bedre og bedre – det gør vejrforholdene åbenbart også!

Som Konge af Amager er man aldrig mere end én storm fra at miste sin trone. Selv om Till er kongen, er der tre andre, der står klar til at indtage den. Stillingen er følgende:

1. Till Lehmann – 3 kongekroner – 80% interval, Brøndgraverens røv, Kalvebod gravel grinder
2. Snorre Larsen – 2 kongekroner – Amager Faelled hammer, Svensk fasan
3. Frederik Just Jernov – 1 kongekrone – Frieslandsvej Ø-V til Kongelundsvej, grus
4. Oscar De Somer – 1 kongekrone – Tømmerup grusvej

Læs mere om Konge af Amager her.

Fredag tog Christoffer og Viggo tjansen med at lave aftensmad, mens vi andre var ude og spole benene, teste dæktryk og måske også lidt hinanden inden lørdagens etape på 125 km. Dagens største overraskelse kom for Troels, der fandt ud af, at dæktryk ikke er så vigtigt, hvis dækket fra start er det forkerte. Dagens barmhjertige samaritan var Morten L., som pressede en let modvillig Troels til at prøve et sæt Schwalbe Pro One RX 50 mm. Allerede fredag aften tikkede der en ordre ind fra Troels hos Cykelpartner – 2 styk Pro One RX.

Det kræver sin mand at kaste sig ud i 250 km gravel i Sverige. Både krop og sind skal være tiptop. En nyindkøbt pizzaovn og et inderligt ønske om at kaste sig ud som pizzaiolo havde dog givet Viggo – for mange nok mere berygtet som Fjeren fra Farum – en låst lænd. Der var gode råd hele vejen rundt, og der blev støttet flot op, når Viggo gik i gang med diverse gulvøvelser.

Viggo nåede heldigvis at blive klar til lørdagens cykeltur. Han lagde aggressivt ud og overraskede hele feltet. Hele vejbanen blev brugt for at tage svingene bedst muligt – selv grøften blev taget i brug. Viggo var rutechef og havde gjort en fantastisk stykke planlægningsarbejde med lørdagens rute.

Søndagens rute var ikke alle steder “gravel first”, som stort set hele lørdagens rute havde været. Der var asfaltstykker, hvor en landevejsracer havde været god. Andre stykker egnede sig mere til mountainbiken end gravelcyklen. Og så var der stykker, der mest af alt egnede sig til vandrestøvler. Alle mand kom dog sikkert igennem – det er en del af eventyret i et ukendt landskab.

For det utrænede øje ser det ikke ud til, at der er en rute at cykle på – og jeg var da også selv i tvivl flere gange. Må også indrømme, at jeg ikke altid helt kunne holde fast i det positive livssyn, når vi pløjede gennem diverse buske på meget bumpet underlag. Her skal der lyde en stor tak til de andre, mere hårdføre positivister i gruppen, der kunne holde humøret oppe og huske at sende en lille stikpille til os – måske mest af alt mig – der surmulede lidt.

Samarbejdet var ikke kun i top ude på cyklen – det fortsatte inde i køkkenet. Her var det især Christoffer og Kristian, som tog det store træk i front. Hjemmefra havde de forberedt to skønne tre-retters menuer med tilhørende vin. De to kaptajner brugte deres løjtnanter på bedste vis, og samlet set var der et godt samarbejde i køkkenet.

I køkkenet var der to kaptajner. På cyklen var der én. Lørdagens tur var tæt på 125 km grus med motorpace fra Morten L. Det var sgu stærkt arbejde! Overraskende fedt at blive trukket rundt i manegen på den måde. Længe siden jeg har været så smadret efter en cykeltur – tak for det.
På bagkant kan det selvfølgelig virke lidt fjollet at køre hele vejen til Småland for at sidde på hjul, sætte liv og lemmer på spil for at følge med i svingene og egentlig bare at glo Morten L. ind i røven fremfor at nyde den skønne natur.

Airbnb-værterne havde anbefalet et pizzastop på lørdagens rute. Vores planlagte rute gik forbi Smålands bedste surdejspizzabager – det skulle selvfølgelig udnyttes, og det klassiske bagerstop skulle opgraderes til et pizzastop. Når hjelmen er spændt og det vigtigste i livet er ikke at tabe hjul på rytteren foran, sanser man ikke altid omgivelserne eller er synderlig rationel. Med en kombination af de to ting, formåede vi at drøne lige forbi vores planlagte pizzastop – på trods af at vi nåede at stoppe sådan lidt halvt op, da vi blev lidt forbavset over at se mange biler samlet et sted midt ude i ingenting. Det var så præcis det sted i ingenting, hvor pizzastedet lå. Vi fandt heldigvis et andet pizzeria, som agerede stand-in. Og det var faktisk helt okay – selskabet var nemlig i top!

Heldigvis var der ind i mellem også tid til at nyde det gode vejr og smukke natur i Småland. Her et af de sidste stykke før vi kom hjem til vores hytte.

Der blev også tid til en tur i den store pool overfor hytten. Ikke den mest badevenlige sø i Småland – lavvandet, mudret, koldt og med alverdens undskyldninger i vejen for en tur under vandet. Lidt som turen gennem de ufremkommelige buske på cyklen var badeturen også det hele værd.

Billeder og video viser kun en lille del af turen. Der sker så meget, som ikke kan fanges – men som skal opleves. Turene, maden, samtalerne og fællesskabet. Det var ganske enkelt en fornøjelse at være på tur og skabe nye minder.

Tak for turen til Viggo, Christoffer, 2 x Morten, Kristian, Jesper, Jens og Troels.

PS. Historien om grævlingen kan du få, hvis du en dag møder mig – eller en af de andre – ude på sporet.

Jeg har sjældent svært ved at finde motivationen til at cykle. Ofte forekommer det mig skræmmende nemt at få lyst. Også efter Strava-segmenter, som i de senere år er blevet en slags digital målestok for mig, et lidt kunstigt, virtuelt navlepilleri, hvor jeg spejler min egen formåen i andres tider. Men det er også en kærkommen mulighed for at overskride mig selv i en kropslig, vanvittig handling. Et sted, hvor jeg i hverdagen kan frigøre mig fra hamsterhjulet og vinde over den psykologiske bagage, vi alle slæber rundt på.

Dette er mit forsøg på at skildre det, som for mig er allermest centralt ved at cykle. Det bliver måske lidt langhåret og højstemt – men bær over med mig. Det handler om det, der sker, når asfalten slipper, og vi rammer det indre terra incognita.

Cyklen som protese

For at forstå cyklingen må vi forstå mødet mellem kød og maskine. Filosofen Steen Nepper Larsen beskriver i sin fænomenologiske behandling, “Mellemværen on the road”, hvordan cyklen ophører med at være et mekanisk objekt og i stedet bliver en “protese”.

Cyklen er ikke blot et transportmiddel, men en sanseåbnende protese. Den er et apparatur, der gør det muligt, at vi som grusentusiaster, kan mærke verden på en radikalt anden måde – gennem vibrationerne i styret, dækkenes greb i gruset og kroppens møde med tyngdekraften.

Når jeg cykler, bliver cyklen en forlængelse af mit nervesystem. Som jeg mærkede det på de rå grusveje i Girona, er det ikke “mig”, der sidder på en “ting”. Gruset forplanter sig direkte i min krop, nogle gange i et eventyr, såvel som en barsk glæde. Cyklen fungerer som kulfibertransmitter, en sensorisk forstærker, der gør verden mærkbar. At “transcendere sig selv” i dette møde betyder at glemme sit eget “jeg” og i stedet blive selve bevægelsen hen over jorden. Det er her, eventyret starter – lige her, hvor protesen og biologien smelter sammen.

Gjentagelsen: Passionens motor

Men hvorfor blive ved med at træde, hvorfor gentage cykelture, træningspas, hvorfor gentage den cykliske bevægelse, hvorfor genbesøge det samme bagerstop i Hornbæk? Her må vi gribe fat i Søren Kierkegaard. I sit værk Gjentagelsen minder han os om, at livet ikke skal overstås, men vælges med inderlighed.

I det lys er gentagelsen virkeligheden og livets alvor. Den, der vil gentagelsen, er modnet i alvor – ”…det er gjentagelsens skjønhed…” (S. Kierkegaard, Gjentagelsen)

Hver eneste pedalomdrejning er en Kierkegaardsk gentagelse. Det er ikke en tom, mekanisk kopi af den forrige omdrejning, men et bevidst, lidenskabeligt valg om at være til stede lige nu. I den endeløse række af gentagelser opstår en særlig form for frihed. Det er ikke frihed fra noget, men frihed i noget – den totale overgivelse til rytmen. Når lungerne brænder på en stigning, eller når du sidder der gennemblødt og sat i modvinden, står du over for valget: Vil du flygte fra nuet, eller vil du gentage valget om at være i smerten og i de omstændigheder, du uanset befinder dig i, med fuld inderlighed? Ved at acceptere smerten som et vilkår frem for en fjende, holder man op med at kæmpe mod sig selv.

Det perfekte slag: Boldglæde og vejglæde

Denne søgen efter det rette nu kulminerer i Torben Ulrichs univers. Den gamle tennis-mystiker jagtede aldrig sejren som et mål i sig selv, men derimod “det perfekte slag” – den æstetiske og spirituelle åbenbaring i handlingen.

Resultatet på målstregen, Strava-segmentet, eller skiltespurten er blot en bivirkning. Det afgørende er, om du rammer bolden med ynde. Om du er i overensstemmelse med nuet og din egen bevægelse.

Overført til cyklingen bliver det til “vejglæde”. Det perfekte tråd, det perfekte sving, det perfekte angreb, eller det perfekte flow frem til bagerstop – er cyklingens svar på Ulrichs slag. Det er øjeblikket, hvor overkroppen ligger stille, og benene beskriver en uforstyrret cirkel. For Ulrich var modstanderen ikke en fjende, der skulle knækkes, men en nødvendig medspiller i skabelsen af det perfekte øjeblik. På samme måde er de andre ryttere i feltet, modvinden, regnen, stigningen – eller de virtuelle navne på Strava – med til at skabe den rytme og intensitet, der gør det muligt for dig at transcendere. Hvis du vinder en spurt, men gør det uden ynde og nærvær, har du i Ulrichs optik tabt det væsentligste.

Fra overlevelse til observation

For at fastholde denne ynde, når mælkesyren bider, skal man skifte mental indstilling. I stedet for at tænke “jeg har ondt”, så betragt smerten som information. Se på smerten i lårene, som Ulrich betragtede en bold, der kom mod ham. Den er en besked fra underlaget og biologien.

Det perfekte tråd er den næste pedalomdrejning. Nærværet ligger i din koncentration om at føre foden hen over “toppen” og trække den med tilbage i bunden. Gør det med så megen ynde som muligt. Ved at flytte fokus til teknisk perfektion midt i udmattelsen, tvinger du sindet væk fra frygten for fremtiden (hvor langt er der endnu?) og tilbage til nuets gentagelse. Åndedrættet bliver dit anker; broen mellem krop og maskine.

Formålet er målet

Så hvor efterlader det mine overvejelser om en coach? Hvis jeg ikke jager podiepladser, hvad skal jeg så med en personlig træner?

Måske handler det om at finde en “stemmer” til mit instrument. En coach skal ikke nødvendigvis (kun) lære mig at køre hurtigere, men hjælpe mig med at mestre min protese endnu bedre.
At hæve mit “forstadsniveau” handler ikke (kun) om at vinde over naboen, men om at vinde mig selv i gentagelsen. Det handler om at fremelske evnen til at være nærværende, når det bliver svært – at finde ynden, selv når pulsen runder 180.

Når jeg tidligere har skrevet om mit indre terra incognita, har det handlet om denne tilstand. At finde ind til et sted, hvor ydre målestokke mister deres betydning.

Hvis man flytter fokus fra “resultattavlen” til selve bevægelsens væsen, transformeres cyklingen fundamentalt. Sejren er ikke at komme først. Sejren er det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed – hvor grusvejen, vinden, din “protese” og dit åndedræt smelter sammen.

Det er en radikal tanke, at den største cykelrytter ikke nødvendigvis er den, der krydser stregen først, eller den som fik kongekronen på Strava-segmentet. Tænk hvis den sande performance er evnen til at bevare ynde og nærvær, selv når kroppen skriger på at stoppe.

For nyligt var jeg så heldig at “vinde” en Strava-krone på et ret bumlet grus-segment. Helt ærligt så ville jeg virkeligt gerne owne det segment. Vinden stod rigtigt, jeg kørte segmentet langsom nogle gange, for at finde den bedste linje igennem hullerne i grusvejen. Nogle huller var meget store, andre små og der stak gamle mursten op af underlaget. Da jeg endelig gav los og drønede afsted, fløj jeg bogstavligt talt op fra de store huller, fløj hen over mindre ujævnheder og jeg følte at det var lige på kanten af om jeg og protesen kunne klare turen med så meget fart. Det gik jo og jeg følte pludselig at “det er jo sådan her den skal køres…”. Det føltes rigtigt. Jeg mestrede segmentet i flow og holdte presset på pedalernes cirkulerende bevægelse. Det virkede først skræmmende, men det var den åbenbart den kappe det perfekte slag havde iklædt sig. Det var perfekt.

Den sande sejr er det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed – hvor grusvejen, vinden, cyklen og min egen krop smelter sammen i en følelse af absolut frihed. Det er en sejr, som ingen resultatliste kan indfange. Som Torben Ulrich ville sige: Det handler ikke om at komme hurtigt over bjerget, men om at være bjerget og bevægelsen på én gang. Formålet er trådet. Målet er nuet.

Hold kadencen. Find ynden. Vælg gentagelsen.

Onsdag til mandag – en forlænget weekend og lidt til. Once in a life oplevelse…! Mine homies (chief executive gripsters) fra Gripgrab havde booket huset lige uden for Girona og nu var tiden kommet.

Vi mødtes i gaten i CPH Airport og jeg var i god tid – som jeg jo godt kan lide. Det var noget tid siden vi sidst havde mødtes, hvorfor det var dejligt at se de andre gripsters igen. Nogle bekendte, andre allerede venner. Cyklerne er det der samler os, vores fælles passion. Den passion som er så vanskelig at sætte på formel og som vi nu skulle ned og dele med flere tusinde andre gravel-entusiaster i Girona. Netop den samlende faktor som vi deler på trods af forskellige niveauer og ambitioner.

Humoristen og pessimisten

Jeg havde taget en god bog med til flyveren og til de stille stunder. Ja, det var en god bog, for den var nemlig blevet kåret til alle tiders bedste friluftsbog i Norge. Barske Glæder. Bogen var skrevet af ingen ringere end pessimisten, humoristen, fjeldklatreren, fotografen, filosofen Peter Wessel Zapffe. Peter var en alsidig fyr med et sort syn på det moderne samfund og havde i 1941 lavet doktorafhandlingen ”Om det tragiske”. Ikke desto mindre har han i bogen Barske Glæder artikuleret nogle underfundigheder om mødet med fjeld, natur, om at tage stilling og om at sige farvel – til Gaustafjell for eksempel.

I flyveren sad jeg ved siden af chief executive development gripster Kristian. Kristian har været en god ven  siden… ja, sikkert siden vi træf hinanden til et gravel-event i Vänernborgs. Kristian spurgte nysgerrigt til min norske bog og jeg fortalte ivrigt om Peter og om bogen og om de barske glæder.  Det kan jo være situationer som mange cykelryttere også kender til. At fryse, at være kold, at miste modet, eksplodere, ensomheden på landevejen, lidelsen på bjerget etc. Bogen beskriver en situation hvor tre aldrene venner og fjeldklatrere vil bestige et fjeld i Norge. De klatrer over evne og må overnatte på en fjeldtop, frysende uden soveposer trykker de sig ind til hinanden. De venter en evighed på at solen stiger op og da den endeligt gør, oplever de en rød kugle vokse i horisonten og lyset først kom med en vis forsinkelse. Oplevelsen beskrives som en barsk glæde, et øjeblik i et liv som opleves særligt intenst og som noget der brænder sig fast i sjælen.

Lost i Pyrenæerne

Vi havde nu været af sted et par dage og fem af os fandt det nærliggende at besøge Frankrig på den anden side af Pyrenæerne. Eller i hvert fald forsøge at besøge. En smuttur på mixed surface på et par hundrede kilometer. Jeg solgte ideen ind efter aftensmaden fredag aften. Her præsenterede jeg forslaget som en episk tur med gode venner og eventyr. Sagen var jo den, at vi skulle køre Traka 100k om søndagen. Måske ikke den bedste race-prep. Jeg argumenterede for at ingen af os ville alligevel kunne huske om vi blev nummer 5, 15, eller 155 til Traka, men vi ville kunne huske denne tur i mange år.

Vi lavede en rute på Komoot om aftenen og stod tidligt op lørdag morgen og drog afsted. Spændte, for vi vidste at turen var en af de lange, 200 km med små 3000hm og grus! Til at begynde med var tempoet jævnt og vi kørte stille og roligt højdemeter i stængerne. I lang tid kørte vi på en nedlagt jernbane med 3-4% stigning, før vi kom ud på lidt landevej, og drejede til venstre. Helt klassisk drejede vi ind på en længere stigning. Dagens første ”rigtige” stigning. Den blev hurtigt ret stejl og asfalten blev til betonplader. Betonpladerne blev til grusvej. Grusvejen blev til en grussti og stien blev til en gedesti (?). Her kom dagens første uventede overraskelse, nemlig 2 km hike-a-bike. Her er det bare med at holde hovedet koldt og bevare den gode energi. Vi blev sat på prøve da vi efterfølgende simpelthen for vild oppe i bjergene. Vores GPS-track passede nemlig ikke med gedestiens uransagelige vej. Så er det jo at gruppedynamikken blev sat på prøve. Ingen af os havde nogensinde før været i nærheden af…? Ja, vi vidste jo faktisk ikke hvad vi var i nærheden af, men vi var et sted i Pyrenæerne.

Joost og Kristian er begge ret detaljeorienterede og havde heldigvis ret godt styr på deres Garmin-devices. De lavede en alternativ rute på ukendte og meget sjældent besøgte grusveje oppe i bjergene. Personligt nød jeg situationen, usikkerheden var dragende og jeg sendte en tanke til Peter Wessel Zapffe – det her var for mig et øjeblik hvor livet føltes intenst. De fem på flugt i Pyrenæerne. Ja, sådan havde jeg det lidt, for der var tydelige spor efter vildsvin hvor vi kørte og nogle af sporerne så ret friske ud. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til en ”one on one” med et eller flere vildsvin.

Vi nærmest fløj ned af de lange og ret tekniske nedkørsler med store løse sten og hårnålesving. Stenene fløj om ørerne på os og alle vores MTB-skills kom i spil. Her var særligt Kristian og Morten gode, for de er stadig ret skarpe på de der skills med sving i fart, vælge de gode linjer når det går stærkt etc.

Inden længe stod vi midt i en ældgammel (?) landsby, hvor alle husene var bygget op af sten omkring en dyb slugt med floden nede i bunden. Der stod vi midt på en superflot stenbrokonstruktion med den rivende flod langt under os. Det var her vi blev fristet til et kaffestop. Det havde været på sin plads. Vi vurderede dog at vi ikke havde tid, fordi indskrivningen til Traka, dagen efter, lukkede allerede klokken 20. Dagen var fremskreden og vi var kun halvvejs på turen.

Efter mange timer i bjergene nærmede vi os igen Girona. Vi havde lidt travlt med den der bagkant, hvorfor vi igen forsøgte os med en alternativ og ”hurtigere” rute. Den nye rute ledte os ud på en slags ”mini-motorvej”. I Spanien må man åbenbart godt cykle der. Vi så i hvert fald ingen tegn på andet. Så stor klinge og fuld fart frem.
Vi nåede målområdet, altså der hvor vi skulle skrive os ind, inden klokken 20. Der blev vi mødt af ingen ringere end Taylor Phinney der stod og DJ’ede midt på græsset. Taylor er en tidligere prominent prof der vist brækkede benet og fik øjnene op for et andet liv end livet på et world tour hold. Han ernærer sig vist som kunstner, DJ, alternativ gravel-rytter og sikkert en masse andet. Ret Artsy type, som jeg synes er opsigtsvækkende. Jeg synes i udgangspunktet det er fascinerende, når mennesker tør at gøre noget anderledes og vælge at gå ned af den smalle sti i stdet for mainstream. Vælge eventyret, intensiteten, livet. ”Choose life… ”.

Før jeg nåede Mas Artigas rundede jeg dagen af med en kongekrone på Mas Artigas Climb. Et fint lille souvignir at tage med hjem.
På den anden side af porten ventede vores venner i Mas Artigas med aftensmad og alkoholfri øl. Men også øl con gas. Sådan som en rigtig øl bør være.
Gripsterne Jesper og Malene havde begge kørt The Traka 200 samme dag og det var vist gået ret godt for begges vedkommende. Malene var mest vandt til at køre MTB world cups og havde aldrig før kørt 200 km i et stræk og kom vist i top 15. Jesper havde stillet op i prof-rækken og fulgtes med flere af de store prof-navne. Alting ordner sig. Ja, det plejer det jo. Det kan måske lyde lidt som en floskel, men det var faktisk en lille husker som Jesper og jeg ved flere lejligheder vendte tilbage til og noget som bidrog til at jeg kom igennem racet den næste dag.

Traka 100 km

Klokken 08.15 søndag gik starten. Lige omkring 1000 ryttere, altså totalt kaos, drønede afsted. Klokken 08.15.15, altså ca. 15 sekunder efter start, begyndte det at tordenregne og sådan fortsatte det de næste 4 timer. Fuck mand, den masterstart var så kaotisk og folk væltede rundt oven i hinanden og styrtede. Jeg var træt på forhånd og kunne ærlig talt ikke lige overskue at race 100 km lige på det tidspunkt. Efter 5 km blev starten givet fri lige hvor den første climb startede. Vi havde kørt recon et par dage forinden hvor jeg havde fløjet op ad den. Sådan var det ikke på raceday. Jeg led! Livet varlidt for über intenst lige der, men det skulle jo nok ordne sig…, ik?

Jeg stopper, bailer ud, jeg gider ikke. Dagen forinden var episk, det var denne dag så langt fra. Sådan havde jeg det. Men det regnede tungt og der var så mange ryttere at jeg simpelthen ikke kunne overskue at stoppe og vende om. Så jeg fortsatte. Overhalede en hel del ryttere op af bjerget. Jeg kørte forbi Kristian og gearede lidt ned. Måske fordi jeg ikke kunne så meget andet, og måske fordi jeg oplevede en vis energi i at følges med Kristian, som også havde været med i Pyrenæerne dagen før. En lidelsesfælde. Vi fulgtes igennem regnen, igennem bjergene og især nedkørslerne var meget fedtede og tricky i det ekstreme regnvejr. Jeg var træt og kunne kun med nød og næppe sprøjte gel i hovedet på mig selv i håbet om at bevare et minimum af energi i kroppen. Kristian derimod virkede som om han blev bedre og bedre igennem løbet. Men han tog mig med på smækken og sørgede hele tiden for at jeg var med. Det var intenst at køre på limit hele tiden. Gennemblødt havde jeg svært ved at holde varmen. Træt. Kristian sagde ligeud til mig at han hellere ville følges med mig, end at køre alene. Det vækkede faktisk en energi i mig. Det var motiverende for mig at følges med min ven.  Han tog 9/10 føringer og først da vi var begyndt at indhente og sætte nogle af de andre ryttere kørte han solo med kun 13 km igen. Jeg havde fået energien til at træde tilbage, men var stadig træt og kold. Sjov følelse. Jeg sad i en gruppe med et par andre ryttere, da vi skulle krydse floden (!) før vi kom ind til Girona. De andre stod af og trak cyklerne igennem floden. Det gjorde jeg ikke. Jeg kørte på cyklen igennem den og vandt nogle meter, som hurtigt blev til flere. Det gik ok nu og lige deroppe kunne jeg se Mads, en af gripsterne fra Mas Artigas. Fart på, godt tråd, overhale en mere, to mere. Jeg havde så våde og kolde fingre at jeg ikke rigtigt kunne styre eller bremse. Men nu skulle jeg bare hjem. Igennem det sidste sving og så smask!! Der styrtede jeg i mudderet i det allersidste sving før målområdet. Jeg nåede lige at tænke at den skulle glides af i mudderet og det virkede. Jeg redede mig selv for alvorlige skrammer. Endnu en rytter røg ned i svindet og en mere. Styret på min cykel sad på en sjov måde. Det fik jeg mulled på plads. Jeg prøvede forgæves at accelerere op i fart igen, men gear-droppet var også knækket. Men alting ordner sig. Kristian stod på målstregen og heppede på mig og det fik smilet frem igen. Jesper havde jo ikke kørt, da han kørte dagen forinden, så han ventede i målområdet med tørt tøj, smil og øl con gas. Som øl bør være. Alting ordner sig.
Gripster Morten Lagkagesen gjorde os alle stolte med en flot placering i den høje ende af feltet og sluttede omkring 20 overall og som 4 i hans agegroup, H40. Klart vores stærkeste mand på dagen, på trods af at han også var med på turen i Pyrenæerne en foregående dag.

La vida Mas Artigas

Livet på Mas Artigas var kendetegnet ved fællesskab, passion for cykling og alt det vi gjorde for hinanden. Nogle stod tidligt op og bagte brød, nogle lavede aftensmad, nogle var hele tiden på forkant med planerne, nogle hjalp med at tune cykler, nogle hjalp når man var nødlidende og nogle snakkede fordi de havde noget på hjertet. Det er tydeligt for mig, at det var alt det vi gav hinanden som, gjorde Gripgrab gravel-camp 2025 til et intenst øjeblik, som jeg vil huske tilbage på med stor glæde.