Watt-måleren var monteret hjemmefra og min Garmin viste små 400w i første gear. Fedt jeg fik opgraderet min gravel-ged med den watt-måler, nu kunne jeg se de rene data, som viste mig hvor hårdt jeg havde det. Min Garmin begavede mig også med data om at ”grusvejen” var virkelig stejl. Den fortalte mig dog ikke noget om grusvejens beskaffenhed, det var jeg nødt til at opleve med mine egne sanser. Knytnævestore løse sten, dybe regnvandsriller, som skulle forceres og følelsen af en stigning der ville knuse mig. Damn, jeg ønskede, at jeg havde skiftet min dansker-gearing ud til noget med mere pivskid, for det her var altså uden for kategorier jeg tilnærmelsesvis kommer i nærheden af på Nordsjælland. Jeg var presset.
Første gang jeg kom til Mayrhofen i Østrig, var med min kollega fra de grønne cykelbude i midten af 0’erne. Han skulle køre det legendariske cykelløb Trans Alp MTB og jeg var med som soigneur og førstechauffør i autocamperen. Dengang blev jeg overvældet af bjergenes storhed, autentisitet, muligheder og udfordringer.
Da jeg mange år senere skulle planlægge sommerferie med min familie, blev et af vores nedslag netop Nordtyrol, inspireret af turen med min kollega for år tilbage. Vi pakkede vores forstads-cruiser, en stationcar med plads til en hel del – og min gravel-ged kunne, let adskilt, også komme med i bagagerummet. Efter et par dages motervejsdrøneri, landede vi på lokationen, en AirBnB’et lejlighed lige uden for Mayrhofen. Vores vært var en ældre dame, som kom med ispinde til vores to døtre, solen skinnede, schnitzlerne ventede og det hele skulle fejres med en skøn kold tyroler-bier.
Ikke umenneskeligt tidligt om morgenen kastede jeg en fornuftig stor portion havregryn med frugt i hovedet, snørede cykelskoene og smurte kæden. Jeg havde på Google-maps og Strava nærstuderet ruten. Målet var at cykle til Italien – på grus. Jeg ville drikke kaffe i Italien på Rifugio Passo di Vizze. Anmarchen, altså den asfalterede del, fra lejligheden var lidt lang, men temmelig smuk op langs Zemmbach – floden der strømmer fra den opdæmmede sø, Schlegeis Stausee, som var mit første delmål.
Eventyret startede allerede et godt stykke før søen, for på den asfalterede vej mødte jeg et skilt som tydeligt fortalte, at den næste tunnel ikke var for cyklister, men også at der var en alternativ mtb-rute op over bjerget. Mtb i alperne på en gravel? Ja, hvorfor ikke? Jeg svingede nysgerrigt til højre og så begyndte det at gå opad, med de skønneste grusvejs-hårnålesving – og de kom som perler på en snor. Det her er mega fedt, det er sq da det her gravel går ud på, tænkte jeg. Jeg var i gang, sanserne var skærpet, pulsen var nogenlunde stabil, men i den høje ende, og min planlagte rute var parkeret på asfaltvejen, som jeg forlod.
Men hvor ender denne her ”mtb-rute” egentligt? Og kan jeg finde tilbage igen? Tankerne og usikkerheden ved at køre op i terra incognita meldte sig. Hvad nu hvis jeg for vild, styrtede, eller hvis vejret slog om og det blev uvejr? Jeg ved af erfaring, at vejret kan skifte hurtigt i bjergene og at det kan blive en rigtig våd og kold omgang. Jeg måtte fokusere, tænke positivt, fornemme bjerget, bruge min stedsans og køre med og ikke mod naturen. Der var jo nok en grund til at grusvejen, som godt nok var blevet til en mindre sti, med stejl afgrund til den ene side, var markeret som mtb-rute, og jeg var helt sikkert ikke den første der kørte her. Og tænk en gang hvis der nu var et Strava-segment, med en pokal inden for rækkevidde? Motivationen var tilbage og jeg holdte trådet og nåede mit delmål, Schlegeis Stausee, inden klokken var 10.
Oppe ved søen blev jeg ramt, hårdt, af overvældende mange turister i biler! Det slog på en måde hårdere end usikkerheden på den der mtb-rute. Men i Tyrol er bjergene gjort tilgængelige for folk i biler. Det gør det jo muligt for rigtig mange mennesker at komme ud og opleve en snert af natur, som er få af os forundt i hverdagen. Jeg synes dog at jeg havde fortjent det lidt mere, end dem i biler. Bilerne kunne heldigvis ikke komme længere end til parkeringspladsen, hvorfra de sidste 6 km op over bjergpasset til Italien skulle klares på cykel eller til fods på en mindre og gradvis mere og mere teknisk sti.
Jeg overhalede et par fyre på mtb’s, som forsøgte at side på smækken. Vi sludrede kort på et hybridsprog, mellem tysk og engelsk. Jeg synes denne slags touch points er ret fantastiske. Kort uforpligtende snak, fordi vi er fælles om vores passion og fælles om at være på vej mod dagens større eller mindre cykelmål.
Nå, men stien videre var en af den slags stier, som måler omkring de 6 km, selvom jeg oplevede den som en evighed. Først holdte jeg et godt tempo, efter forholdene, og hilste pænt på folk der var på vandretur – ”Servus!” Jo, længere jeg nåede op i dalen, op mod passet jo, mere råt blev landskabet og jo færre folk mødte jeg. Råt morænelandskab, goldt med store sten og smeltevand fra gletsjeren på toppen.
Jeg kørte over små bi-floder der strømmede ned af fjeldsiderne og tænkte på hvornår denne sti mon var blevet anlagt og hvorfor? Nede på parkeringspladsen ved søen, havde jeg oplevet det som et turist-mekka. Nu var her råt og øde, og mine tanker susede afsted med forestillinger om historiske begivenheder, gamle smuglere, hyrder, bjergbestigere med flere.
Av, av av! Nu begynder det at nive! Stien svingede op i himlen og jeg var løbet tør for gear. Hjemmefra havde jeg monteret en kassette, som passer til forholdene på Nordsjælland – 10-36. Men nu ønskede jeg inderligt, at jeg havde været lidt mere realistisk omkring watt-output fra mine relativt tynde ben. Havde jeg dog bare beholdt den gamle xplr-kassette 10-44!! Bare lige lidt længere, bare 20 meter mere, hoppe forhjulet over regnvandsrevnen og så er der fast underlag på stien igen… 15%…, 16%…, 18%…, 19%…! F**K mand!
Jeg kiggede mig bagud og der var kun den smukkeste udsigt og ingen mennesker. Ingen kunne se mig stige af cyklen, stå et øjeblik og trække vejret og mærke det hele strømme ind i kroppen, mens jeg stille stod der og var ”eksploderet”. Det øjeblik, som de fleste cykelryttere kender, som et smertefuldt øjeblik, hvor ambition møder realitet og benene, hovedet, psyken, kroppen har ydet over evne i lidt for lang tid og hvor plan b skal iværksættes.
Jeg trak cyklen og mig selv 30 meter længere op, hvor stigningen kom ned på 14% igen. Videre i første gear, nej sq – andet gear og tredje gear. Nu kørte det igen. Følelserne sad uden på tøjet og så fik jeg øje på en gammel hytte og en sten hvor ”Österreich” var indgraveret på den ene side og ”Italia” på den anden. Jeg havde nået grænsen!
Refugio Passo de Vizze var inden for rækkevidde, bare lige en sidste lille kicker. På toppen steg jeg af cyklen og hilste på et par italienere, der nikkede anerkendende mod min gravel-ged. Benene var tunge og jeg var let til mode. Stiv i stængerne og i lænden stavrede jeg ind og bestilte kaffe og cola. På en almindelig bænk, med en ualmindelig udsigt satte jeg mig og reflekterede lidt over de sager man reflekterer over den slags steder. Jeg nød jeg udsigten over Sydtyrol og Italien. Ikke mindst kaffen… – det var den bedste kop kaffe på ferien.
Snart vendte jeg snuden og cyklen nordpå tilbage til Østrig og Mayrhofen, hvor resten af dagen stod på familieferie, schnitzler og is.
