For nylig ramte jeg en mur af tvivl. Jeg har kontaktet en coach, en personlig træner. Men jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg ville spørge ham om. For jeg skal ikke køre La Marmotte, jeg ønsker ikke at køre i Master A-klassen, og jeg ønsker slet ikke at optimere min performance eller vride det maksimale ud af min sparsomme træningstid. Måske er det bare et ønske om hjælp til at bevæge mig videre. En søgen efter noget, der rækker ud over watt-tal og pulszoner.

Jeg har sjældent svært ved at finde motivationen til at cykle. Ofte forekommer det mig skræmmende nemt at få lyst. Også efter Strava-segmenter, som i de senere år er blevet en slags digital målestok for mig, et lidt kunstigt, virtuelt navlepilleri, hvor jeg spejler min egen formåen i andres tider. Men det er også en kærkommen mulighed for at overskride mig selv i en kropslig, vanvittig handling. Et sted, hvor jeg i hverdagen kan frigøre mig fra hamsterhjulet og vinde over den psykologiske bagage, vi alle slæber rundt på.

Dette er mit forsøg på at skildre det, som for mig er allermest centralt ved at cykle. Det bliver måske lidt langhåret og højstemt – men bær over med mig. Det handler om det, der sker, når asfalten slipper, og vi rammer det indre terra incognita.

Cyklen som protese

For at forstå cyklingen må vi forstå mødet mellem kød og maskine. Filosofen Steen Nepper Larsen beskriver i sin fænomenologiske behandling, “Mellemværen on the road”, hvordan cyklen ophører med at være et mekanisk objekt og i stedet bliver en “protese”.

Cyklen er ikke blot et transportmiddel, men en sanseåbnende protese. Den er et apparatur, der gør det muligt, at vi som grusentusiaster, kan mærke verden på en radikalt anden måde – gennem vibrationerne i styret, dækkenes greb i gruset og kroppens møde med tyngdekraften.

Når jeg cykler, bliver cyklen en forlængelse af mit nervesystem. Som jeg mærkede det på de rå grusveje i Girona, er det ikke “mig”, der sidder på en “ting”. Gruset forplanter sig direkte i min krop, nogle gange i et eventyr, såvel som en barsk glæde. Cyklen fungerer som kulfibertransmitter, en sensorisk forstærker, der gør verden mærkbar. At “transcendere sig selv” i dette møde betyder at glemme sit eget “jeg” og i stedet blive selve bevægelsen hen over jorden. Det er her, eventyret starter – lige her, hvor protesen og biologien smelter sammen.

Gjentagelsen: Passionens motor

Men hvorfor blive ved med at træde, hvorfor gentage cykelture, træningspas, hvorfor gentage den cykliske bevægelse, hvorfor genbesøge det samme bagerstop i Hornbæk? Her må vi gribe fat i Søren Kierkegaard. I sit værk Gjentagelsen minder han os om, at livet ikke skal overstås, men vælges med inderlighed.

I det lys er gentagelsen virkeligheden og livets alvor. Den, der vil gentagelsen, er modnet i alvor – ”…det er gjentagelsens skjønhed…” (S. Kierkegaard, Gjentagelsen)

Hver eneste pedalomdrejning er en Kierkegaardsk gentagelse. Det er ikke en tom, mekanisk kopi af den forrige omdrejning, men et bevidst, lidenskabeligt valg om at være til stede lige nu. I den endeløse række af gentagelser opstår en særlig form for frihed. Det er ikke frihed fra noget, men frihed i noget – den totale overgivelse til rytmen. Når lungerne brænder på en stigning, eller når du sidder der gennemblødt og sat i modvinden, står du over for valget: Vil du flygte fra nuet, eller vil du gentage valget om at være i smerten og i de omstændigheder, du uanset befinder dig i, med fuld inderlighed? Ved at acceptere smerten som et vilkår frem for en fjende, holder man op med at kæmpe mod sig selv.

Det perfekte slag: Boldglæde og vejglæde

Denne søgen efter det rette nu kulminerer i Torben Ulrichs univers. Den gamle tennis-mystiker jagtede aldrig sejren som et mål i sig selv, men derimod “det perfekte slag” – den æstetiske og spirituelle åbenbaring i handlingen.

Resultatet på målstregen, Strava-segmentet, eller skiltespurten er blot en bivirkning. Det afgørende er, om du rammer bolden med ynde. Om du er i overensstemmelse med nuet og din egen bevægelse.

Overført til cyklingen bliver det til “vejglæde”. Det perfekte tråd, det perfekte sving, det perfekte angreb, eller det perfekte flow frem til bagerstop – er cyklingens svar på Ulrichs slag. Det er øjeblikket, hvor overkroppen ligger stille, og benene beskriver en uforstyrret cirkel. For Ulrich var modstanderen ikke en fjende, der skulle knækkes, men en nødvendig medspiller i skabelsen af det perfekte øjeblik. På samme måde er de andre ryttere i feltet, modvinden, regnen, stigningen – eller de virtuelle navne på Strava – med til at skabe den rytme og intensitet, der gør det muligt for dig at transcendere. Hvis du vinder en spurt, men gør det uden ynde og nærvær, har du i Ulrichs optik tabt det væsentligste.

Fra overlevelse til observation

For at fastholde denne ynde, når mælkesyren bider, skal man skifte mental indstilling. I stedet for at tænke “jeg har ondt”, så betragt smerten som information. Se på smerten i lårene, som Ulrich betragtede en bold, der kom mod ham. Den er en besked fra underlaget og biologien.

Det perfekte tråd er den næste pedalomdrejning. Nærværet ligger i din koncentration om at føre foden hen over “toppen” og trække den med tilbage i bunden. Gør det med så megen ynde som muligt. Ved at flytte fokus til teknisk perfektion midt i udmattelsen, tvinger du sindet væk fra frygten for fremtiden (hvor langt er der endnu?) og tilbage til nuets gentagelse. Åndedrættet bliver dit anker; broen mellem krop og maskine.

Formålet er målet

Så hvor efterlader det mine overvejelser om en coach? Hvis jeg ikke jager podiepladser, hvad skal jeg så med en personlig træner?

Måske handler det om at finde en “stemmer” til mit instrument. En coach skal ikke nødvendigvis (kun) lære mig at køre hurtigere, men hjælpe mig med at mestre min protese endnu bedre.
At hæve mit “forstadsniveau” handler ikke (kun) om at vinde over naboen, men om at vinde mig selv i gentagelsen. Det handler om at fremelske evnen til at være nærværende, når det bliver svært – at finde ynden, selv når pulsen runder 180.

Når jeg tidligere har skrevet om mit indre terra incognita, har det handlet om denne tilstand. At finde ind til et sted, hvor ydre målestokke mister deres betydning.

Hvis man flytter fokus fra “resultattavlen” til selve bevægelsens væsen, transformeres cyklingen fundamentalt. Sejren er ikke at komme først. Sejren er det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed – hvor grusvejen, vinden, din “protese” og dit åndedræt smelter sammen.

Det er en radikal tanke, at den største cykelrytter ikke nødvendigvis er den, der krydser stregen først, eller den som fik kongekronen på Strava-segmentet. Tænk hvis den sande performance er evnen til at bevare ynde og nærvær, selv når kroppen skriger på at stoppe.

For nyligt var jeg så heldig at “vinde” en Strava-krone på et ret bumlet grus-segment. Helt ærligt så ville jeg virkeligt gerne owne det segment. Vinden stod rigtigt, jeg kørte segmentet langsom nogle gange, for at finde den bedste linje igennem hullerne i grusvejen. Nogle huller var meget store, andre små og der stak gamle mursten op af underlaget. Da jeg endelig gav los og drønede afsted, fløj jeg bogstavligt talt op fra de store huller, fløj hen over mindre ujævnheder og jeg følte at det var lige på kanten af om jeg og protesen kunne klare turen med så meget fart. Det gik jo og jeg følte pludselig at “det er jo sådan her den skal køres…”. Det føltes rigtigt. Jeg mestrede segmentet i flow og holdte presset på pedalernes cirkulerende bevægelse. Det virkede først skræmmende, men det var den åbenbart den kappe det perfekte slag havde iklædt sig. Det var perfekt.

Den sande sejr er det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed – hvor grusvejen, vinden, cyklen og min egen krop smelter sammen i en følelse af absolut frihed. Det er en sejr, som ingen resultatliste kan indfange. Som Torben Ulrich ville sige: Det handler ikke om at komme hurtigt over bjerget, men om at være bjerget og bevægelsen på én gang. Formålet er trådet. Målet er nuet.

Hold kadencen. Find ynden. Vælg gentagelsen.