Maj bød på en cykeloplevelse, der vil blive husket tilbage på med et stort smil. Udgangspunktet var en klassisk rødmalet hytte i Småland. I én weekend var den verdens centrum for ni ryttere. Samlet blev der tilbagelagt 250 kilometer gravel, kørt rulleskift på både grusvejene og inde i køkkenet, nydt skønne måltider med gode vine og hygget til den helt store KOM-kongekrone.
Uden kronologi kommer her de bedste skud og små historier fra turen.
Fredag tog Christoffer og Viggo tjansen med at lave aftensmad, mens vi andre var ude og spole benene, teste dæktryk og måske også lidt hinanden inden lørdagens etape på 125 km. Dagens største overraskelse kom for Troels, der fandt ud af, at dæktryk ikke er så vigtigt, hvis dækket fra start er det forkerte. Dagens barmhjertige samaritan var Morten L., som pressede en let modvillig Troels til at prøve et sæt Schwalbe Pro One RX 50 mm. Allerede fredag aften tikkede der en ordre ind fra Troels hos Cykelpartner – 2 styk Pro One RX.
Det kræver sin mand at kaste sig ud i 250 km gravel i Sverige. Både krop og sind skal være tiptop. En nyindkøbt pizzaovn og et inderligt ønske om at kaste sig ud som pizzaiolo havde dog givet Viggo – for mange nok mere berygtet som Fjeren fra Farum – en låst lænd. Der var gode råd hele vejen rundt, og der blev støttet flot op, når Viggo gik i gang med diverse gulvøvelser.
Viggo nåede heldigvis at blive klar til lørdagens cykeltur. Han lagde aggressivt ud og overraskede hele feltet. Hele vejbanen blev brugt for at tage svingene bedst muligt – selv grøften blev taget i brug. Viggo var rutechef og havde gjort en fantastisk stykke planlægningsarbejde med lørdagens rute.
Søndagens rute var ikke alle steder “gravel first”, som stort set hele lørdagens rute havde været. Der var asfaltstykker, hvor en landevejsracer havde været god. Andre stykker egnede sig mere til mountainbiken end gravelcyklen. Og så var der stykker, der mest af alt egnede sig til vandrestøvler. Alle mand kom dog sikkert igennem – det er en del af eventyret i et ukendt landskab.
For det utrænede øje ser det ikke ud til, at der er en rute at cykle på – og jeg var da også selv i tvivl flere gange. Må også indrømme, at jeg ikke altid helt kunne holde fast i det positive livssyn, når vi pløjede gennem diverse buske på meget bumpet underlag. Her skal der lyde en stor tak til de andre, mere hårdføre positivister i gruppen, der kunne holde humøret oppe og huske at sende en lille stikpille til os – måske mest af alt mig – der surmulede lidt.
Samarbejdet var ikke kun i top ude på cyklen – det fortsatte inde i køkkenet. Her var det især Christoffer og Kristian, som tog det store træk i front. Hjemmefra havde de forberedt to skønne tre-retters menuer med tilhørende vin. De to kaptajner brugte deres løjtnanter på bedste vis, og samlet set var der et godt samarbejde i køkkenet.
I køkkenet var der to kaptajner. På cyklen var der én. Lørdagens tur var tæt på 125 km grus med motorpace fra Morten L. Det var sgu stærkt arbejde! Overraskende fedt at blive trukket rundt i manegen på den måde. Længe siden jeg har været så smadret efter en cykeltur – tak for det.
På bagkant kan det selvfølgelig virke lidt fjollet at køre hele vejen til Småland for at sidde på hjul, sætte liv og lemmer på spil for at følge med i svingene og egentlig bare at glo Morten L. ind i røven fremfor at nyde den skønne natur.
Airbnb-værterne havde anbefalet et pizzastop på lørdagens rute. Vores planlagte rute gik forbi Smålands bedste surdejspizzabager – det skulle selvfølgelig udnyttes, og det klassiske bagerstop skulle opgraderes til et pizzastop. Når hjelmen er spændt og det vigtigste i livet er ikke at tabe hjul på rytteren foran, sanser man ikke altid omgivelserne eller er synderlig rationel. Med en kombination af de to ting, formåede vi at drøne lige forbi vores planlagte pizzastop – på trods af at vi nåede at stoppe sådan lidt halvt op, da vi blev lidt forbavset over at se mange biler samlet et sted midt ude i ingenting. Det var så præcis det sted i ingenting, hvor pizzastedet lå. Vi fandt heldigvis et andet pizzeria, som agerede stand-in. Og det var faktisk helt okay – selskabet var nemlig i top!
Heldigvis var der ind i mellem også tid til at nyde det gode vejr og smukke natur i Småland. Her et af de sidste stykke før vi kom hjem til vores hytte.
Der blev også tid til en tur i den store pool overfor hytten. Ikke den mest badevenlige sø i Småland – lavvandet, mudret, koldt og med alverdens undskyldninger i vejen for en tur under vandet. Lidt som turen gennem de ufremkommelige buske på cyklen var badeturen også det hele værd.
Billeder og video viser kun en lille del af turen. Der sker så meget, som ikke kan fanges – men som skal opleves. Turene, maden, samtalerne og fællesskabet. Det var ganske enkelt en fornøjelse at være på tur og skabe nye minder.
Tak for turen til Viggo, Christoffer, 2 x Morten, Kristian, Jesper, Jens og Troels.
PS. Historien om grævlingen kan du få, hvis du en dag møder mig – eller en af de andre – ude på sporet.
