Vi for vild, fandt tilbage og blev gennemblødte men fandt varmen og fællesskabet. Anledningen var The Traka, det største gravel-løb i Europa!

Onsdag til mandag – en forlænget weekend og lidt til. Once in a life oplevelse…! Mine homies (chief executive gripsters) fra Gripgrab havde booket huset lige uden for Girona og nu var tiden kommet.

Vi mødtes i gaten i CPH Airport og jeg var i god tid – som jeg jo godt kan lide. Det var noget tid siden vi sidst havde mødtes, hvorfor det var dejligt at se de andre gripsters igen. Nogle bekendte, andre allerede venner. Cyklerne er det der samler os, vores fælles passion. Den passion som er så vanskelig at sætte på formel og som vi nu skulle ned og dele med flere tusinde andre gravel-entusiaster i Girona. Netop den samlende faktor som vi deler på trods af forskellige niveauer og ambitioner.

Humoristen og pessimisten

Jeg havde taget en god bog med til flyveren og til de stille stunder. Ja, det var en god bog, for den var nemlig blevet kåret til alle tiders bedste friluftsbog i Norge. Barske Glæder. Bogen var skrevet af ingen ringere end pessimisten, humoristen, fjeldklatreren, fotografen, filosofen Peter Wessel Zapffe. Peter var en alsidig fyr med et sort syn på det moderne samfund og havde i 1941 lavet doktorafhandlingen ”Om det tragiske”. Ikke desto mindre har han i bogen Barske Glæder artikuleret nogle underfundigheder om mødet med fjeld, natur, om at tage stilling og om at sige farvel – til Gaustafjell for eksempel.

I flyveren sad jeg ved siden af chief executive development gripster Kristian. Kristian har været en god ven  siden… ja, sikkert siden vi træf hinanden til et gravel-event i Vänernborgs. Kristian spurgte nysgerrigt til min norske bog og jeg fortalte ivrigt om Peter og om bogen og om de barske glæder.  Det kan jo være situationer som mange cykelryttere også kender til. At fryse, at være kold, at miste modet, eksplodere, ensomheden på landevejen, lidelsen på bjerget etc. Bogen beskriver en situation hvor tre aldrene venner og fjeldklatrere vil bestige et fjeld i Norge. De klatrer over evne og må overnatte på en fjeldtop, frysende uden soveposer trykker de sig ind til hinanden. De venter en evighed på at solen stiger op og da den endeligt gør, oplever de en rød kugle vokse i horisonten og lyset først kom med en vis forsinkelse. Oplevelsen beskrives som en barsk glæde, et øjeblik i et liv som opleves særligt intenst og som noget der brænder sig fast i sjælen.

Lost i Pyrenæerne

Vi havde nu været af sted et par dage og fem af os fandt det nærliggende at besøge Frankrig på den anden side af Pyrenæerne. Eller i hvert fald forsøge at besøge. En smuttur på mixed surface på et par hundrede kilometer. Jeg solgte ideen ind efter aftensmaden fredag aften. Her præsenterede jeg forslaget som en episk tur med gode venner og eventyr. Sagen var jo den, at vi skulle køre Traka 100k om søndagen. Måske ikke den bedste race-prep. Jeg argumenterede for at ingen af os ville alligevel kunne huske om vi blev nummer 5, 15, eller 155 til Traka, men vi ville kunne huske denne tur i mange år.

Vi lavede en rute på Komoot om aftenen og stod tidligt op lørdag morgen og drog afsted. Spændte, for vi vidste at turen var en af de lange, 200 km med små 3000hm og grus! Til at begynde med var tempoet jævnt og vi kørte stille og roligt højdemeter i stængerne. I lang tid kørte vi på en nedlagt jernbane med 3-4% stigning, før vi kom ud på lidt landevej, og drejede til venstre. Helt klassisk drejede vi ind på en længere stigning. Dagens første ”rigtige” stigning. Den blev hurtigt ret stejl og asfalten blev til betonplader. Betonpladerne blev til grusvej. Grusvejen blev til en grussti og stien blev til en gedesti (?). Her kom dagens første uventede overraskelse, nemlig 2 km hike-a-bike. Her er det bare med at holde hovedet koldt og bevare den gode energi. Vi blev sat på prøve da vi efterfølgende simpelthen for vild oppe i bjergene. Vores GPS-track passede nemlig ikke med gedestiens uransagelige vej. Så er det jo at gruppedynamikken blev sat på prøve. Ingen af os havde nogensinde før været i nærheden af…? Ja, vi vidste jo faktisk ikke hvad vi var i nærheden af, men vi var et sted i Pyrenæerne.

Joost og Kristian er begge ret detaljeorienterede og havde heldigvis ret godt styr på deres Garmin-devices. De lavede en alternativ rute på ukendte og meget sjældent besøgte grusveje oppe i bjergene. Personligt nød jeg situationen, usikkerheden var dragende og jeg sendte en tanke til Peter Wessel Zapffe – det her var for mig et øjeblik hvor livet føltes intenst. De fem på flugt i Pyrenæerne. Ja, sådan havde jeg det lidt, for der var tydelige spor efter vildsvin hvor vi kørte og nogle af sporerne så ret friske ud. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til en ”one on one” med et eller flere vildsvin.

Vi nærmest fløj ned af de lange og ret tekniske nedkørsler med store løse sten og hårnålesving. Stenene fløj om ørerne på os og alle vores MTB-skills kom i spil. Her var særligt Kristian og Morten gode, for de er stadig ret skarpe på de der skills med sving i fart, vælge de gode linjer når det går stærkt etc.

Inden længe stod vi midt i en ældgammel (?) landsby, hvor alle husene var bygget op af sten omkring en dyb slugt med floden nede i bunden. Der stod vi midt på en superflot stenbrokonstruktion med den rivende flod langt under os. Det var her vi blev fristet til et kaffestop. Det havde været på sin plads. Vi vurderede dog at vi ikke havde tid, fordi indskrivningen til Traka, dagen efter, lukkede allerede klokken 20. Dagen var fremskreden og vi var kun halvvejs på turen.

Efter mange timer i bjergene nærmede vi os igen Girona. Vi havde lidt travlt med den der bagkant, hvorfor vi igen forsøgte os med en alternativ og ”hurtigere” rute. Den nye rute ledte os ud på en slags ”mini-motorvej”. I Spanien må man åbenbart godt cykle der. Vi så i hvert fald ingen tegn på andet. Så stor klinge og fuld fart frem.
Vi nåede målområdet, altså der hvor vi skulle skrive os ind, inden klokken 20. Der blev vi mødt af ingen ringere end Taylor Phinney der stod og DJ’ede midt på græsset. Taylor er en tidligere prominent prof der vist brækkede benet og fik øjnene op for et andet liv end livet på et world tour hold. Han ernærer sig vist som kunstner, DJ, alternativ gravel-rytter og sikkert en masse andet. Ret Artsy type, som jeg synes er opsigtsvækkende. Jeg synes i udgangspunktet det er fascinerende, når mennesker tør at gøre noget anderledes og vælge at gå ned af den smalle sti i stdet for mainstream. Vælge eventyret, intensiteten, livet. ”Choose life… ”.

Før jeg nåede Mas Artigas rundede jeg dagen af med en kongekrone på Mas Artigas Climb. Et fint lille souvignir at tage med hjem.
På den anden side af porten ventede vores venner i Mas Artigas med aftensmad og alkoholfri øl. Men også øl con gas. Sådan som en rigtig øl bør være.
Gripsterne Jesper og Malene havde begge kørt The Traka 200 samme dag og det var vist gået ret godt for begges vedkommende. Malene var mest vandt til at køre MTB world cups og havde aldrig før kørt 200 km i et stræk og kom vist i top 15. Jesper havde stillet op i prof-rækken og fulgtes med flere af de store prof-navne. Alting ordner sig. Ja, det plejer det jo. Det kan måske lyde lidt som en floskel, men det var faktisk en lille husker som Jesper og jeg ved flere lejligheder vendte tilbage til og noget som bidrog til at jeg kom igennem racet den næste dag.

Traka 100 km

Klokken 08.15 søndag gik starten. Lige omkring 1000 ryttere, altså totalt kaos, drønede afsted. Klokken 08.15.15, altså ca. 15 sekunder efter start, begyndte det at tordenregne og sådan fortsatte det de næste 4 timer. Fuck mand, den masterstart var så kaotisk og folk væltede rundt oven i hinanden og styrtede. Jeg var træt på forhånd og kunne ærlig talt ikke lige overskue at race 100 km lige på det tidspunkt. Efter 5 km blev starten givet fri lige hvor den første climb startede. Vi havde kørt recon et par dage forinden hvor jeg havde fløjet op ad den. Sådan var det ikke på raceday. Jeg led! Livet varlidt for über intenst lige der, men det skulle jo nok ordne sig…, ik?

Jeg stopper, bailer ud, jeg gider ikke. Dagen forinden var episk, det var denne dag så langt fra. Sådan havde jeg det. Men det regnede tungt og der var så mange ryttere at jeg simpelthen ikke kunne overskue at stoppe og vende om. Så jeg fortsatte. Overhalede en hel del ryttere op af bjerget. Jeg kørte forbi Kristian og gearede lidt ned. Måske fordi jeg ikke kunne så meget andet, og måske fordi jeg oplevede en vis energi i at følges med Kristian, som også havde været med i Pyrenæerne dagen før. En lidelsesfælde. Vi fulgtes igennem regnen, igennem bjergene og især nedkørslerne var meget fedtede og tricky i det ekstreme regnvejr. Jeg var træt og kunne kun med nød og næppe sprøjte gel i hovedet på mig selv i håbet om at bevare et minimum af energi i kroppen. Kristian derimod virkede som om han blev bedre og bedre igennem løbet. Men han tog mig med på smækken og sørgede hele tiden for at jeg var med. Det var intenst at køre på limit hele tiden. Gennemblødt havde jeg svært ved at holde varmen. Træt. Kristian sagde ligeud til mig at han hellere ville følges med mig, end at køre alene. Det vækkede faktisk en energi i mig. Det var motiverende for mig at følges med min ven.  Han tog 9/10 føringer og først da vi var begyndt at indhente og sætte nogle af de andre ryttere kørte han solo med kun 13 km igen. Jeg havde fået energien til at træde tilbage, men var stadig træt og kold. Sjov følelse. Jeg sad i en gruppe med et par andre ryttere, da vi skulle krydse floden (!) før vi kom ind til Girona. De andre stod af og trak cyklerne igennem floden. Det gjorde jeg ikke. Jeg kørte på cyklen igennem den og vandt nogle meter, som hurtigt blev til flere. Det gik ok nu og lige deroppe kunne jeg se Mads, en af gripsterne fra Mas Artigas. Fart på, godt tråd, overhale en mere, to mere. Jeg havde så våde og kolde fingre at jeg ikke rigtigt kunne styre eller bremse. Men nu skulle jeg bare hjem. Igennem det sidste sving og så smask!! Der styrtede jeg i mudderet i det allersidste sving før målområdet. Jeg nåede lige at tænke at den skulle glides af i mudderet og det virkede. Jeg redede mig selv for alvorlige skrammer. Endnu en rytter røg ned i svindet og en mere. Styret på min cykel sad på en sjov måde. Det fik jeg mulled på plads. Jeg prøvede forgæves at accelerere op i fart igen, men gear-droppet var også knækket. Men alting ordner sig. Kristian stod på målstregen og heppede på mig og det fik smilet frem igen. Jesper havde jo ikke kørt, da han kørte dagen forinden, så han ventede i målområdet med tørt tøj, smil og øl con gas. Som øl bør være. Alting ordner sig.
Gripster Morten Lagkagesen gjorde os alle stolte med en flot placering i den høje ende af feltet og sluttede omkring 20 overall og som 4 i hans agegroup, H40. Klart vores stærkeste mand på dagen, på trods af at han også var med på turen i Pyrenæerne en foregående dag.

La vida Mas Artigas

Livet på Mas Artigas var kendetegnet ved fællesskab, passion for cykling og alt det vi gjorde for hinanden. Nogle stod tidligt op og bagte brød, nogle lavede aftensmad, nogle var hele tiden på forkant med planerne, nogle hjalp med at tune cykler, nogle hjalp når man var nødlidende og nogle snakkede fordi de havde noget på hjertet. Det er tydeligt for mig, at det var alt det vi gav hinanden som, gjorde Gripgrab gravel-camp 2025 til et intenst øjeblik, som jeg vil huske tilbage på med stor glæde.