Rute: AMAR GRVL Deluxe

GRUSTONS.CC har været i baghaven og kommer her med en kort anmeldelse og forslag til en solid grustur på Amager.

Turen starter og slutter ved Sjællandsbroen. Herefter går ruten på kryds og tværs af de mange amagerkanske grusveje.

Er du på udkig efter singletrack og højdemeter, er Amager ikke din go-to destination. Er du derimod på udkig efter lækker og hurtig grus få kilometer fra Hovedstaden i flotte omgivelser er Amager et besøg værd.

Omgivelser

Til trods for Amagers størrelse er omgivelserne ret varierende. Fra åbne vidder på Kalvebod til tætbeplantede birketræer i Pinseskoven og ikke mindst smuk udsigt over Øresund på stien der løber oppe på diget ved Søvang.

Intervaller & kongekroner

Amager er perfekt til grusintervaller, hvis man er til den salgs. Der er mange gode stræk, som egner sig til intervaller. Generelt er Amager et godt sted at grustonse. Vær dog opmærksom på stien fra Søvang til Dragør. Her skal man huske at nyde naturen 🙂

Der er mange gode segmenter på Amager, som man kan køre efter. GRUSTONS.CC har samlet de allerbedste og mest prestigefyldte Kongekroner på Amager. Dem kan du finde her.

På AMAR GRVL Deluxe ruten kommer man ikke forbi dem alle. En af dem man kommer forbi er Tømmerup Grusvej. 2,4km lækker grus langs lufthavnen.

På en af de mindre stier tæt ved Sjællandsbroen er der en næsten magisk stilhed, kun brudt af fuglenes kvidren, køernes gumlen og lyden af graveldæk, der skærer sig gennem gruset.

Forplejning

Forlænger man ruten på stien ved Søvang, kan man fortsætte til Dragør, hvor der er mulighed for cafe- og bagerstop. Alternativt ligger Cafe Slusen tæt på Sjællandsboen. Den er i øvrigt også GRUSTONS.CC godkendt 🙂

De tætte birketræer i Pinseskoven danner en grøn tunnel, der kalder på eventyr. Dette stykke er perfekt til dig, der elsker at udfordre dig selv med små, hurtige sving.

Opsumering

Amager er et sandt gravel paradis tæt på København. Har du lyst kan du følge ruten vi har kørt – Den er GRUSTONS.CC godkendt – men der er intet galt i bare at tage afsted på cyklen. Det er næsten umuligt at farevild på amager. På mange måder er Amager én stor gravelbørnehave, som er omringet af vand, hvor du aldrig rigtig kommer mere end et par kilometer væk fra civilisationen… selv om følelsen er, at man er langt væk fra byen.

"Vis Hensyn" - et af skiltene på stien fra Søvang til Dragør, der fungerer som en venlig påmindelse om, at stien er for alle. Dette stræk er en sand perle med sin betagende skønhed, der nærmest beder dig om at sænke farten, lade pulsen falde, og nyde den spektakulære udsigt over kysten.
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *