Eventyret i Gribskov
Gribben Gravel sparkede november i gang med et af årets største gravelløb. Grusstierne i Gribskov dannede rammen om et løb med deltagelse af de danske mestre i gravel, fart, og intense dueller. Her var alt fra præcise sten i løgposen til punkteringer, der testede både gear og tålmodighed.
Historien om Gribben
Gribben Gravel er en af Danmarks ældste og mest traditionsrige gravel-klassikere. Løbet startede som et rendyrket mountainbikeløb og udviklede med årene til en sjov bastard, hvor MTB cykler krydsede klinger med landevejscykler. Det er sådan jeg husker Gribben Gravel tilbage fra start 2010’erne, hvor jeg flyttede til København. Fast-forward til 2024, hvor Gribben Gravel er et rendyrket gravelløb.
Lidt til scrapbogen
Gribben Gravel har igen i år GripGrab som sponsor. Udover specialtilbud til deltagerne på GripGrab udstyr, kommer de også med deres Media Crew til selve løbet. Der er kameraer i alle vinkler! I 2024 er der delt over 2.400 billeder – så hvis du elsker at se dig selv i action på cyklen (Lets be honest, hvem gør ikke det?), er GripGrabs Media Crew nærmest grund nok i sig selv til at deltage 🙂 Jeg synes det er en fed måde at “give noget til deltagerne” som sponsor frem for de klassiske lodtrækningspræmier.
Start og mål i Alsønderup
Lille Alsønderup forvandles til en cykelmetropol, når Gribben Gravel løber af stablen. Byens 600 indbyggere vokser til over det dobbelte, når gaderne fyldes med spændte cykelryttere. Gribben Gravel tiltrækker alt fra de danske mestre i gravel 2024 til vennegrupperne, der nok lige så meget glæder sig til kagebordet efter løbet som til selve ruten.
grustons og gok i nødden
Allerede ved startboksen begyndte kampene – at få en god startplads kræver sin mand. Trods en tidlig ankomst endte jeg relativt langt nede i feltet, men med forventning om en god rute, gode ben og kage senere, var motivationen intakt.
Ruten er hurtig og præcist skiltet, og med dens åbne spor og skarpe sving er der rig mulighed for at strække benene og mærke gruset under hjulene. 10 ud af 10 på rutebarometeret!
Kort efter løbet er givet frit og vi rammer første grusstykke, flyver en sten fra en anden rytter op og ramte mig lige i løgposen. Ikke hårdt, men præcist! Det er en smerte, som er svær at forklare og det tog lidt tid før jeg følte, at jeg sad godt på sadlen igen. Se dramaet udspille sig i videoen!
Det gik nogenlunde de første 40 minutter. Herefter kom der en periode på 25-30 minutter, hvor jeg stemplede helt ud og blev overhalet fra alle sider og indenom i svingene – tankerne begyndte at vandre alle mulige vegne; Jeg brugte en del hjerneaktivitet på at overveje, og om jeg burde have olieret altanen før vinteren? Er det ikke også ved at være tid til at få skiftet til vinterdæk på bilen?
Heldigvis kom der en makker bagfra, som stadig havde noget benzin i stængerne. Jeg fik en krog i hans baghjul og kom stille og roligt tilbage i noget der mindede om race-mode. Sammen hentede vi langsomt en del ryttere, som var blevet sat fra grupperne foran os. Til sidst endte vi i en lille gruppe og fik kørt en sprint om nogle meget sekundære placeringer. Alt i alt en god dag på rammen med en god omgang træningstons!
Sædevarme, slukørede miner og kageløftet
Tilbage ved bilen sad min makker med sædevarmen på max og et lidt slukøret udtryk – dobbelt punktering og en flænge i dækket på 3 cm havde sat en stopper for hans løb. Jeg var også lidt la-la over egen indsats og syntes ikke helt, at jeg havde fortjent at gå dybt i kagebordet efter løbet. Omend bare smage et lille stykke.
Det er selvfølgelig en kæmpe fejl! Gribben plejer at have et fortrinligt kagebord, som man uanset hvad ikke bør snyde sig selv for. Den fejl bliver ikke gentaget fremover!
Stemningen fik hurtigt et løft, da vi kørte tilbage mod København og gejlede hinanden lidt op til første runde af Dirty Series d. 17. november – forhåbentlig med gode stænger, et perfekt disponeret løb, igen defekter og en tur i kagebordet efter målgang!
