Støvet har så småt lagt sig efter Strade Bianche, men minderne er stadig friske. Pogacar vandt løbet om lørdagen på en imponerende omend lidt kedelig facon. Så jeg endte med at slukke fjernsynet og gå en tur frem for at følge Pogacars solo ridt.

Strade Bianche er uden tvivl et af de fineste grusløb, der findes. Med sin karakteristiske rute, der fører rytterne gennem de hvide grusveje i Toscana, er der virkelig lagt op til grustons! Læg hertil den ikoniske målbakke og -plads i Sienna.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Strade Bianche i 2024 blev endnu længere. Er længere altid bedre? Jeg køber ind på, at de gamle monumenter, der strækker sig over +250 km, har deres charme og råhed, som er unik for disse løb. Men når det kommer til Strade Bianche, ser jeg det som et moderne monument, der burde holde fast i sin korte og intense karakter.

Jeg må selvfølgelig medgive, at Pogacar kørte ufattelig aggressivt med sit angreb. Måske en kortere rute trods alt havde gjort, at der blot var et par ryttere, som turde køre efter ham? Muligheden er selvfølgelig også, at Pogacar bare kørte de andre midt over.

Når man læser kommentarerne fra de andre ryttere, lyder de som dem man hører – eller siger – på Taffel Bay eller Copenhagen Cycling Club efter en Dronningmølle, hvor der har været stram sidevind i Nivåbugten 🙂 Uanset hvad, så syntes jeg det som TV-seer vil være mere overskueligt at se 40km solo-kørsel frem for 80km.

Søndagens motionsløb var derimod fyldt med action. Her deltog allround good guy og en af dem vi på GRUSTONS.CC ved er garant for en solid omgang grustons, Kean Bang-Sørensen. Keans oplevelser fra Strade Bianche er klippe-klistret nedenfor.

Kean kan følges på Instagram ved at klikke her og finde indlægget der er gengivet her.

Kean kører i øvrigt i mega-lækkert tøj fra RUBBER N’ ROAD. De har været en af inspirationskilderne, da GTA-tøjet skulle designes 🙂