Svensk drømmegrus i æbleriget
Sidste weekend i september bød på en episk tur til Sverige for at køre gravelløbet Strade Rosa. Sammen med Anders og Viggo havde vi booket en hyggelig lille AirBNB midt i “æbleriget”, det naturskønne område, hvor Strade Rosa finder sted. Navnet på løbet er ikke bare for show – store dele af ruten er dækket af det smukkeste, lyserøde granitgrus, som nærmest skriger på, at der skal udøves grustons.
Lørdags recon af ruten
Weekenden startede med en lille recon, hvor vi tjekkede de første 30 km af ruten ud. Vi kunne hurtigt konkludere, at det ville blive en hård dag på kontoret. Vores recon var på “den flade del” af ruten, som viste sig at være langt mere kuperet end de fleste steder i Danmark og i særdeleshed Amager.
Resten af dagen blev der hygget med naturvin på terrassen i efterårssolen samt den obligatoriske tur til ICA for at tømme bland-selv afdelingen og købe chokolade til lageret hjemme i DK. Sidst men ikke mindst lavede Viggo en ond pasta bolognese, som lagde en god bund inden løbet søndag.
Løbet
Løbsdagen startede med høje forventninger – især til Viggo, som vi havde psyket hele turen. Allerede på den første bakke tog han fronten og ledte os ind på de første grusstier. En ivrig svensk rytter, klædt i kort-kort trods de 6 grader, overtog snart føringen, men Viggo var hurtigt tilbage i front på den næste stigning. Alt så ud til at køre perfekt, lige indtil Viggos første punktering ved kilometer 10. Desværre fulgte endnu en punktering ved km 20 og en trejde ved km 90.
Det blev ikke helt Viggos dag, og vi kan kun gisne om, hvad det kunne være blevet til uden punkteringerne. Mon ikke han er tilbage på startstregen i 2025 for revanche?
Personligt havde jeg sat mig et mål om at “vinde” det første loop på 45 km, altså den flade del. Til min store overraskelse, lykkedes det mig faktisk at sidde med fronten til første depotet, som markerede afslutningen på dette loop.
Strade Rosa køres på åbne veje, som gør, at vi kan møde biler undervejs. Selvom det givetvis ikke er de mest trafikerede grusveje, som vi kørte på, mødte vi en del biler undervejs. Det skabte desværre et par farlige situationer, især i de “blinde sving”, hvor nogle ryttere tog unødige chancer.
Der kommer næsten altid lidt ekstra adrenalin, når der er nummer på ryggen og hjelmen måske er spændt lidt ekstra hårdt. Det er ærgerligt, at “vi ryttere” ikke kan skrue idiot-knappen ned fra 11 til 9, når vi er i den slags momenter. Heldigvis slap alle i min gruppe uskadt igennem, men der var et par momenter, hvor det nemt være gået galt.
Efter depotet ved km 45, der markerede overgangen fra det “flade” til det mere bakkede terræn, overvejede jeg kort at trykke “lap” på cykelcomputeren og tage resten som en træningstur. Specielt fordi der lige efter depotet om en stejl bakke, hvor jeg blev sat. Men så kom dagens skytsengel: Humlebien!
Humlebien var en svensk rytter, der umiddelbart så liiidt tung ud til den bakkede rute. Kort efter toppen på bakken kom han forbi på venstre side og satte i tempo i 3-4 minutter, hvorefter hullet var lukket op til første gruppe. Her satte jeg mig på smækken af gruppen mens han kørte til fronten og fortsatte føringsarbejdet og lukkede hullet til fronten.
Herfra var der godt flow i gruppen frem til en bom-overgang ved km 90. Her splitter gruppen i 2, hvor jeg rammer den sidste. Herfra går det fint frem til km 110. Jeg sidder sammen med Humlebien og en anden svensker. Desværre forvandler Humlebien sig fra skytsengel til bøddel. På en lille kicker må jeg simpelthen af cyklen for at få udsigten helt ind under huden… mens jeg prøver at få krampen til at slippe.
Efter nogle minutter med fokus på udsigten, er der igen liv til benene. Kort efter jeg er kommet i gang, kan jeg høre Steven råbe bagfra. Op kommer en lille gruppe med Steven (Copenhagen Cycling Club), Kean (Instagram) og Henrik. Herefter fulgte de 30 mest hyggelige kilometer på ruten ind til mål.
Målområdet og ruten
For foden af Vångabacken lå start- og målområdet. Her var der før start med kaffe og rundstykker. Efter målgang stod menuen på lasagne, salat, brød, øl, kaffe og den obligatoriske lokale æblemost. Vi befandt os trods alt midt i æbleriget! Selvom det hele var perfekt, savnede jeg en klassisk cola til at slukke tørsten – men det blev hurtigt glemt, da jeg vidste, at der ventede en iskold én i vores AirBNB.
Selvom Strade Rosa er et svensk gravelløb, føltes det til tider næsten som et dansk event, takket være det store antal danske ryttere til start. Men ruten? Den var 100% svensk! Fra silkebløde grusveje, der føltes som asfalt, til de mere rowdy sektioner – Strade Rosa bød på det hele, omkranset af smukke søer og fantastisk natur.
Det er imponerende, hvor stor forskel der er på terrænet kun to timer fra København. Området omkring Vånga, hvor Strade Rosa køres, er perfekt til en weekend- eller dagstur på gravelcyklen. Strade Rosa er et must-ride, og ruten bliver selvfølgelig lagt op på GRUSTONS.CC’s liste over de bedste gravelruter i Danmark.
