En race rapport
Jesper, en af mine lokale cykel-homies, skulle hente mig på min adresse klokken 08.45. Da klokken nærmede sig 08.30 var jeg klar og rastløs. Jeg skulle ud og race og havde derfor kroppen fuld af spænding. Jeg cyklede ham i møde og vi fulgtes ud til Rudersdal Stadion, hvor tredje afdeling af Dirty Series, skulle afholdes en søndag formiddag i slutningen af februar.
Det var ikke så koldt, som jeg havde frygtet, selvom jeg havde brugt det meste af vinteren inde i kælderen på at træde utroligt mange watt på Zwift. Alligevel var det ikke uden nervøsitet, at jeg skulle ud og køre grus-løb. Både fordi jeg ikke har kørt ret meget udendørscykling denne vinter, men mest fordi jeg har et eller andet imposter-syndrome, når det kommer til at køre konkurrencer.
Jeg har forsøgt. En hel del gange. Af og til er det lykkedes mig – at køre race, væddeløb, cykelløb. motionsløb, konkurrencer etc. Ja, kært barn har mange navne. Jeg er klar over at de her kategorier, eller distinktioner, også rummer nogle spændinger. Faktisk er det nok disse spændinger, som i flere henseender runger inde i mig. Giver lyd og udløser glæde, tvivl, håb… en spænding… og meget mere. En dybfølt indvortes rungen. Jeg er langt fra afklaret. Som denne tekst også bærer præg af. Ikke desto mindre står det dig, hermed frit for at læse min racerapport, mine refleksioner over hvad det er for spændinger der er på spil, når jeg sætter mig i sadlen og cykler og konkurrere på grus. Nu er du ligesom orienteret om hvad du kan forvente i nedenstående skriblerier.
Jeg vil, helt subjektivt, forsøge at kaste lys på et par af de her distinktioner; væddeløb og motionsløb og så oplevelse som ind imellem, som måske forener disse, i en personlig oplevelse af flow, samhørighed og meningsfuldhed. Rammen er mit første gravel-løb i 2024-sæsonnen og målet bor i handlingen.
I nogle rytteres optik er race og væddeløb bundet ind i et system af formelle strukturer, ambitioner, og seriøsitet. Væddeløb udbydes under DCU og UCI, altså licensløb. Heraf strukturen og måske også affødte ambition og seriøsitet hos de ryttere som konkurrerer inden for dette system. Eller når vi ser profferne i konkurrere på UCI world-tour hold i UCI løb.
Motionsløb er tilsyneladende båret af mere tilfældige initiativer og oplevelser i en løsere social sammenhæng. Altså forskellige fællesskaber, organisationer, forretninger etc, som synes det er en god idé at lave et cykelløb. Jeg synes faktisk ikke det er en modsætning til det seriøse. Faktisk heller ikke uambitiøst. For i min optik sker der nemlig rigtig mange spændende og ambitiøse tiltag i denne del af cykel-verdenen. For eksempel er hele gravel-trenden født i netop i dette setup. Der bliver udviklet nye koncepter, eksperimenteret og leget med form og indhold. Noget som DCU og UCI har svært ved at imødekomme, selvom de strukturelle historiske formelle organisationer, nu prøver at adoptere gravel-sporten. Den er jo trods alt vokset eksponentielt de seneste år og er dermed svær at ignorere. Selv for de traditionsbundne historiske cykelorganisationer.
Dirty Series er netop en række af motionscykelløb på grus, hvor alle kører sammen, uanset alder, niveau, køn og nationalitet. Det er en cykelfest, med godt humør, høj puls og hensyn. Den sidste der, altså hensyn, er måske min egen tolkning, som forstadsfar midt i 40’erne med højt moralsk kodeks. Jeg synes vi bør udvise hensyn. Hensyn er en pligt og en værdi. Jeg mener det er en del af gravel. Vi hjælper selvfølgelig hinanden, smider ikke emballage fra vores energiprodukter i naturen, vi viser hensyn til vores omgivelser, medryttere og andre fænomener. Vi tager ansvar og vi tager vores føringer.
Jeg stod lidt tilbage i feltet og ventede på at starten skulle gå. Jeg stod nok lidt langt tilbage, men som sagt, så ville jeg gerne vise hensyn til de ryttere som ville og kunne køre hurtigere end mig. For eksempel ham gutten der varmede op med sprints på sine medbragte ruller. Seriously?!? Nå, ja, hvorfor ikke? Ruller med ud i skoven en morgen i februar, var måske ikke lige det jeg havde forventet. Men tingene udvikler sig og ham der sprintede på rullerne så også lidt ung og entusiastisk ud. Jeg slog det hen med tanken om, at det nok bare var mig der var lidt old-skool. Jeg havde bare kørt en omgang på ruten, som min opvarmning. Jeg fandt senere ud af han var fra Sverige og kørte en 15. plads hjem, som jeg håber han blev glad for. Han så seriøs ud under opvarmningen.
Snakken gik højlydt og da race-organizer gav race-brief i megafonen, var det faktisk svært at høre. Det var måske hyggeligt med al den snak, men måske havde han noget vigtigt at fortælle os før løbsstarten? Og vupti, så kørte vi afsted. Jeg blev dog fanget bag nogle af de typer med flot tøj og flotte cykler – næsten lige så flot som min lyserøde gravel-cykel og mit nye GripGrab gravel-outfit.
Det tog mig noget tid at komme med frem i feltet og da jeg kørte forbi Benjamin Justesen (long time cx-mtb-gravel-hero og landstræner) blev jeg ramt af en særlig sjælden følelse, som jeg kun har oplevet få gange. At køre lige op med en af de helt skarpe ryttere. Kunne det passe? Jeg spurgte ham hvordan han var endt så langt tilbage? Han svarede, at han havde været syg og ikke rigtigt kunne finde sine gode ben. Der gik ikke lang tid før hans baghjul igen forsvandt på de smalle og mudrede skovstier.
Vi sad nu i en gruppe med en del H40 ryttere og en del lidt yngre ryttere. Nogle tog hensyn, tog ansvar og tog deres føringer, andre gjorde ikke så meget.
Ruten var på lidt større grusstier og så på lidt mere single-track-lignende stier med smat og mudder. Det var jo februar. Der var masser af skarpe sving og bakker, hvilket affødte mange hårde accelerationer ud af svingene. Og her blev jeg egentligt lidt overrasket, da jeg flere gange oplevede positionskamp ind i svingene og at flere ryttere simpelthen skubbende for at vinde placeringen i sving eller for at først ind på en mudret sektion.
Da jeg selv blev skubbet ud af sporet, blev jeg åbenbart til ham den sure, der kørte op for at fortælle en ungdommelig rytter, at det her altså var gravel og ikke DCU’s sjællandsmesterskaber på landevej i C-rækken! Vis nu hensyn og hold din linje. Overhal når der er plads og gør det med ynde, glans og overskud – og tag din føring!
Pulsen var middelhøj og de mange accelerationer og bakker nappede lidt i lårene. Løbsstemningen pulserede i kroppen. Jeg var i flow og mit imposter-syndrome var nu suppleret med fokus og en følelse af samhørighed. Vi lap’ede allerede nogle af de andre ryttere og råbte… – ”bagfra – venstre om!” Vi viser hensyn og kører pænt uden om de langsommere ryttere, som kører mod andre mål og oplevelser, som er mindst lige så autentiske og ligeværdige som os der kører lidt hurtigere. Gravel!
Men så skete det lige ved og næsten, at en af de der overambitiøse og lidt for opstemte ryttere, overhalede en lap’et rytter og næsten kørte hende af sporet. Det er bare så dårlig stil. Jeg blev igen ham den sure forstadsfar med højt moralkodeks og trådte op på siden af ham og fortalte formynderisk, at vi altså ikke kører lap’ede ryttere af sporet, så de er ved at styrte. Vis nu hensyn og tag en lille smule ansvar for andre folks oplevelse. Og tag dine føringer!
Sidste runde på ruten og vi nærmede os målstregen. Hvem ville nu skrue tempoet, åbne spurten? Måske starte langt ude fra? Hvordan skulle jeg positionere mig..? Men hov… hvad…? Vi havde kørt for hurtigt, så vi skulle ud på en ny sidste og sjette omgang. Jeg tror alle i gruppen havde syre i øjenkrogene. Personligt kunne jeg godt havde nøjedes med de fem omgange. Nå, men jeg var nok ikke den eneste der led. Jeg kørte ud på den sidste omgang med brede albuer. For jeg gad simpelthen ikke flere ryttere der maste sig ind på placeringer der ikke fandtes.
Der var udskilning og særligt på Roubaix-bakken ved Svends Dam, blev vores gruppen trukket lang og flere måtte slippe. Jeg tror jeg var med i den gode ende af H40. Nu skulle jeg bare lige rundt i det skarpe sving, som jeg havde lært, at jeg kunne køre med god fart. Men så røg rytteren foran mig i jorden. Jeg svingede uden om og bremsede, men den næste rytter gjorde ikke. Ja, han lignede en overambitiøs ungdommelig hipster på selvrealiseringstogt. Han kørte lige ind i og over den styrtede og hans cykel. Han forsatte uden videre notits. Jeg råbte op om, at der var styrt og spurgte om han var ok. Han rejste sig, mens flere konkurrerende ryttere drønede forbi. Han var ok.
Op på cyklen igen og så var det sgu bare med at finde det gode tråd og lukke hullerne til de ryttere der var kørt forbi. Jeg passerede også ham der havde brugt den styrtede rytter som flyvehop. Jeg havde lidt tilbage i stængerne og spurtede mig til en 7. plads i H40. Et stykke foran ham der varmede op på rullerne før løbsstart.
Min kone og døtre heppede på mig ved målstregen og det varmede. Sammen gik vi tilbage til race-expo, altså der hvor kaffen var. Jeg small-talkede med venner og bekendte. Min homie Morten Lagkagesen havde kørt sig til en 2. plads i elite-gruppen, efter Jonas Lindberg som med sine 400+ watt i snit på sidste omgang havde kørt solo over målstregen. Solen skinnede og alt var godt og emmede fred, hygge og kaffemik.
Gravel er og bør ikke være væddeløb, som vi kender det fra historiske tider. Fint nok at ICU formaliserer gravel, for eksempel arrangerer deres eget VM. Jeg hepper på mangfoldigheden. Men jeg hepper altså ikke på navlebeskuende ambitioner og selvcentrerede, overseriøse ryttere der realiserer deres potentialer på bekostning af hensyn, samhørighed og fællesskab. Gravel er i høj grad et udtryk for nogle fælles værdier. Så køb lige ind på dem og vær glad for det. Gravel er et mål i sig selv og er en mulighed for at gøre noget anderledes, og omfavne det iboende mål på måder som fordums foreningsliv, strukturer og organiseringer har svært ved at rammesætte.
Dirty Series er et seriøst sjovt tilbud til gravel-entusiaster med hang til både det iboende mål, de bløde værdier og de høje watt-tal. Jeg er vild med det, ligesom jeg er vild med den magi som jeg endnu ikke er lykkedes med at beskrive, men som jeg oplever når jeg svæver afsted på det der lækre, lækre grus med mit lækre, lækre forstads-mustache.
