I god tid… det kunne jeg godt li’! Solen skinnede en tidlig morgen på Hellerup Station, jeg var i god tid og skulle mødes med Jon i 2013. Grupetto’en, som vi kalder os i vores lille umage cykelfællesskab bestående af barndomsvenner, efterskolevenner, svogertyper og andet godtfolk, blev vel konstitueret deromkring. Jon er nordmand og hans familie har en hytte ved Tuddal, i Telemark, lige syd for et af Norges smukkeste fjelde, Gaustatoppen, Gaustafjell, eller bare Gausta. Jeg er vild med det fjeld. Simpelthen. Det er der flere grunde til, for eksempel at jeg er kommet her gennem de sidste 20 år, på ski, til fods og på cykel. Gausta rejser sig med sine 1883 m.o.h. over dalbyen Rjukan, som en majestætisk mastodont – skamferet, arret forsøgt underlagt vores begær og naive tro på vores teknologi som et naturligt pejlemærke. Gausta står der stadig, på trods af en indvortes transportbane og en efterhånden ældre radarstation på toppen og overvældende mange tusinde turister, der hvert år med hver deres motiver bestiger fjeldet.
Jo oftere jeg besøger Gausta og jo mere jeg tænker mine små lommepoetiske tanker, jo mere bliver jeg overbevist om at vi aldrig besejrer Gaustas sjæl – det uopnåelige fjeld.
”Du ligner en Jon…” – Jeg husker det ikke særligt godt, men sådan kunne jeg have sagt, da jeg fik øje på en scruffy fyr i en slags cykeltøj og på en ældre sag af en racercykel. Det var Jon, og jeg kendte ham ikke på daværende tidspunkt, men han skulle vise sig at være en helt igennem god fyr og igennem de følgende 11 år, er han blevet en god ven.
Vi bliver lige 10 minutter forsinket, sms’er Jon da Johan og jeg i min fornuftigt pakkede stationcar triller ind på færgelejet i Helsingør i 2024. Jon skulle lige samle sin svoger Christopher op. Chris var ny mand i Grupettoen. Vi havde ikke været afsted til Gausta siden 2019, grundet forskellige forhold som corona, sygdom og andre livsting, som rammer når man midt i 40’erne opdager, at man alligevel ikke er først i 30’erne længere. Ny mand med og så afsted.
De foregående år har vi kørt de to samme ruter, men her i 2024 havde vores nordmand, Jon, noget nyt i ærmet. I år skulle vi nemlig køre på grus henover Hardangervidda, som søndagens alternative ruteindslag.
Vi ankom på hytta tidligt fredag aften og åbnede aftenen op med en 40 km triller med 900 hm. Jo, der er lidt mere bakket deroppe i Telemarken, end vi er vant til herhjemme.
Lørdag havde vi planlagt at køre rundt om Tinnsjøen. Søen som tyskerne under anden verdenskrig ville bruge til at transportere tungt vand fra kraftværket i Rjukan til Tyskland. Heldigvis saboterede Telemarkens helte både kraftværket og senere bådtransporten.
Turen rundt om Tinnsjøen er rigtig fin, og idet det er en tur rundt om en stor sø, så er det naturligvis vanskeligt gøre ruten kortere, hvis vi skulle blive trætte, få defekt eller lignende. Til gengæld findes der efter 70 km en lille samling huse som bliver kaldt for Hovin og her er der en meget autentisk og hyggelig norsk købmandsbutik, hvor vi kunne proviantere og drikke varm kaffe. Det er nemlig sådan, at rigtig mange norske fødevarebutikker har et kaffehjørne, hvor man kan sidde og sludre med venner og bekendte og over en kop kaffe. Det har jeg ofte prøvet.
Vi opdagede ret hurtigt at det regnede temmelig meget den lørdag, så vi måtte træde godt til i pedalerne for at holde varmen. Efter kaffestop i Hovin havde jeg helt klart fået kulden, men nu gik det heldigvis op ad et par kilometer. En god måde at få varmen, før vi igen trillede nedover tilbage til Tinnsjøen og ind i dalen mod Rjukan og videre op over det store Gaustafjeld.
Selve Gaustastigningen fra dalbunden i Rjukan og op til passet ved Flistjørnskaret stiger ca. 970 hm fordelt på 13 km, hvorfor stigningen på Strava er kategoriseret med den eksotiske ”hc”-betegnelse. Den har alle årerne været en af hovedattraktionerne for os. Jeg har mange gange forsøgt at angribe stigningen med forskellige taktikker. Hver gang knækker jeg et eller andet sted i de ujævnt fordelte hårnålesving og må grave mig op af dybet når jeg smertefuldt træder mig op over kanten i et Mordor-lignende landskab og konstaterer at toppen af passet, Flistjørnskaret, stadig ligger langt, langt oppe. Stigningen ændrer nemlig karakter cirka halvvejs oppe, hvor landskabet åbner sig op. Enten en åben invitation, eller måske straffer den dig endnu hårdere for dine for høje ambitioner tidligere stigningen. Den fortsætter ujævnt stigende i trapper med stor vindeksponering.
Da vi ramte Gaustastigningen i år, havde vi været gennemblødte i over fire timer og tilbagelagt 125 km og 1400 hm. Jo, vi var slidte og rystede på skift af kulde. Selv forsøgte jeg at spise så meget jeg kunne, for jeg ved af bitter erfaring, at jeg virkeligt bliver presset når jeg bliver kold. Jeg bruger simpelthen så meget krudt på bare at forsøge at holde varmen, så jeg har brug for maximalt energiindtag.
Jeg rullede i nogenlunde sikker stil op til den lille sten som markerer Flistjørnskaret, hvor jeg oplevede det som en stor belønning at nå toppen. Jeg havde fået varmen efter 58 minutters indre rejse igennem tankestrømme, følelser, smerte og syrerfyldte ben, op over Gausta – igen. Det var en hård nyser, som alle tidligere gange jeg havde kørt stigningen. Dog syntes jeg, at en mere moden og reflekteret version af mig selv formåede at lytte til pulsen fra Gausta, cykle op på fjeldet og opleve at jeg endnu en gang fik lov at cykle til toppen – i Gaustas domæne. Mere sammen med end mod toppen.
Efter et par minutter ved fjeldpasset kom Johan kørerne. Han så lige så forkommen ud, som jeg følte mig. Vi smilte til hinanden, for dette år havde været lidt ud over det sædvanlige. Totalt vådt og hårdt. Ny skulle vi trille de sidste 7-10 km ned til hytta på sydsiden af fjeldet.
Turen til Tuddal i Telemark er smedet under cyklernes stjernetegn. Vi rejser nordpå for at opleve cyklerne mediere terræn og fjeld, som vi ikke har under mere hjemlige himmelstrøg. Vejret er ikke altid på vores side. Men sådan er det bare. Og det er hårdt at overbevise sig selv om at det er fint nok med heldagsregn og 10 graders varme, eller kulde (?!). Men når vi alligevel gør det, så danner det rammerne om en særlig intens oplevelse af sammenhold og at overskride nogle grænser og overkomme hårde strabadser sammen. Således bliver vores sammenhold og vedholdenhed mere og mere fasttømret.
Søndag – hvad kunne vi ventes os? Høj sol og smukke udsigter – jo tak. I dag skulle min gravelcykel komme til sin ret. En smule mærket af lørdagens overtræk på energikontoen, fløj vi alligevel hen over fjeldet og ned til Krossobanen i Rjukan. Krossobanen er anlagt i 1928 og den ældste kabelbane i Nordeuropa. Den transporterer folk nede fra Rjukan op på Hardangervidda på nordsiden af dalen. Men den skulle vi ikke med. Vi skulle nemlig cykle op på Vidda på den sti der er anlagt under banen, for at kunne servicere banen og transportere udstyr op, i tilfælde af at banen skulle få defekt.
Som jeg flere gange har skrevet, så regnede det jo temligt meget den foregående dag, hvorfor den lille grussti under Krosso var meget løs i overfladen. Det gjorde det ikke nemmere at forcere de 19 hårnålesving med stigningsprocenter op til 20%. Heldigvis kun 4-5 km.
Vi kom til tops lidt forskudt og da jeg kom op som den første, faldt jeg i snak med et par yngre turister fra Belgien, som var på vandretur. Jeg blev lidt revet med af stemningen og følte mig ligesom lidt yngre, lidt på deres alder omkring de 30. Da jeg stod der og sludrede, gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg var i gang med at fortælle anekdoter om telemarkens helte, altså sabotørerne fra 2. verdenskrig, sabotørruten og deres flugt efter missionen. Så var det at jeg pludseligt så mig selv ude fra og kunne godt fornemme på deres lidt overbærende og flakkende blikke, at jeg nu engang bare er en mand midt i 40’erne med tattos, overskæg og iført påfaldende stramt aero-lycra… Pirate looks at 50!
Heldigvis kom mine jævnaldrende cykel-homies og reddede mit selvværd. Stiens stejle og løse underlag blev afløst af de lækreste grusveje, som blev ved med at give, som man vist siger. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Humøret var højt, vi sludrede om stort og småt – grus. Og så handlede snakken også en hel del om vin, for sådan snakker vi åbenbart her i 40’erne. Måske også ansporet af at Christopher har viet sit professionelle virke til vinimport og vinsalg med særligt fokus på naturlige vine med lav intervention og selv har jeg kastet mig ud i at anlægge en lille vinmark på Nordsjælland. Det går jo meget godt i spænd med grus, sammenhold, frihed og autencitet. Nøglebegreber her i vores tidsalder.
Tilbage til virkeligheden. Gruset sprøjtede fra hjulene og vi hamrede kilometer i stængerne, ned over lange fjeldsider, hen over floder og dæmninger, op igen og nød fantastiske udsigter ud over endeløse Hardangervidda. Vi fortsatte op til Kalhovd, en lille samling hytter, hvor vi skulle finde en dal, hvor vi kunne køre ned fra fjeldet igen. Vi blev overhalet af en fin norsk Range Rover, da vi i et passioneret øjeblik lod os forføre af det inviterende landskab og kørte laaangsomt. Roveren fik lige nogle sekunder, før jeg blev ramt af ungdommelig kådhed og ville spole den ind igen. Jeg syntes jeg havde en fordel, fordi jeg var på gravel-cykel i cyklens og mit naturlige habitat. Jeg åbnede op, trådte mange watt, høj kadence og nød godt af min 44-10 gearing. Jeg var sq ved at lukke hullet da bilen bremsede op og svingede skarpt ned over en bro over en flod, før det gik op over igen. Med sved på panden og en slags sejrsfølelse i kroppen ventede jeg på gutterne.
Vi stoppede og fyldte drikkedunkene med frisk fjeldvand fra et vandløb, før vi fik de næste 33 kilometer foræret på nedkørslen ned gennem dalen.
Dagen havde budt på små 140 km og godt 3100 hm, før vi hoppede i søen ved hytta og drak en dåseøl på klippen, mens vi kiggede op på Gausta.
Turen til Gausta havde været kontrastfuld, intens og en stor oplevelse – på tre cykjeldage. Chris passede godt ind i flokken og vi havde endnu en gang formået at skabe en meningsfuld sprække i hverdagen – ”there’s a crack in everything, that’s how the light get’s in…” (vist nok Leonard Cohen).
